Tirsdag morgen kunne folkene i Hajkutterlauget i Aabenraa vågne op til en trist nyhed.
Det 94-årige træskib Ebba Aaen er nemlig sunket, og ligger nu på bunden af Aabenraa Havn. Det skriver TV Syd.
»Det er meget trist. Skibet er 94 år gammelt og kendt for at være meget stabilt. Men gudskelov er ingen personer kommet til skade,« siger Nis Edwin List Petersen, der er formand for Hajkutterlauget til mediet.
Skibet var ellers så sent som i lørdags på sejltur, hvor intet var galt.
Det er endnu uvist, hvad der medførte, at skibet sank.
Rundt om båden er der nu lagt en såkaldt oliespærring, der skal sikre, at bådens 200 liter diesel ikke bliver spredt ud i havnebassinet.
Skibet blev bygget i 1931 på N. P. Jensens Skibs- & Bådebyggeri i Esbjerg.
Det måler 17,85 meter i længde og 4,85 i bredden.