Trækker i aften: Vanvittig gevinst fortsat på spil
750 millioner kan blive dine, hvis du er usandsynligt heldig.

750 millioner kan blive dine, hvis du er usandsynligt heldig.

Hvad drømmer du om, som du aldrig får råd til?
Hvis man vinder Eurojackpot-puljen fredag aften, er der råd til at realisere selv de allerstørste drømme.
Maxpuljen på 750 millioner kroner ruller nemlig videre, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
»Der er bare noget helt specielt over de her max-puljer, som vi har med jævne mellemrum. Selv om vi arbejder med store gevinster hele tiden, så er 750 millioner kroner stadig et beløb, som er svært helt at forstå,« siger administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard, og fortsætter:
»Vi har tidligere oplevet, at den største Eurojackpot-pulje er gået til Danmark — faktisk to gange — og det er øjeblikke, vi aldrig glemmer. Derfor drømmer vi selvfølgelig om, at det igen bliver en dansker, der rammer de fem rigtige vindertal og to stjernetal fredag aften.«
Siden spillets start i 2012 er førstepræmien blevet vundet i Danmark 14 gange, og to af de gevinster lød på over 750 millioner kroner.
Det skete senest 4. juni 2024, hvor en dansker købte kuponen i Østerbro i København.
Chancen for at vinde en 1. præmie er ifølge Danske Spil 1:139.838.160.