Ole Christiansen fra Nørresundby blev dybt rystet, da hans treårige søn, Philip, forleden - i al hast - blev kørt på Aalborg Sygehus efter at have spist frø fra et stort rubinietræ, der stod i Børnehuset Fuglsang ved siden af gyngestativer og mooncars.

»Der blev ringet til min kæreste, og hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, og tog med min søn på hospitalet. På det tidspunkt havde vi ingen anelse om, hvad han havde spist og hvor alvorligt, det var. Heldigvis havde han hverken diarré eller kvalme, men han var meget forvirret over det hele. Det er jo ikke meningen, at en treårig på den måde bliver hevet ud af børnehaven og kørt på sygehuset,« siger Ole Christiansen til B.T.

Frøene er giftige og kan forårsage diarré, opkast og i værste tilfælde alvorlige leverskader.

Den 39-årige familiefar syntes ikke, det var sjovt at se sin lille purk sidde og græde på sygehuset, når han i stedet burde sidde og lege i børnehavens sandkasse.

»Som forælder bliver man jo utryg ved at sende sit barn i børnehave, når de potentielt kan blive alvorligt syge af et træ, der står på legepladsen. Pædagogerne er jo ikke ansatte som gartnere, der skal samle løvfald. De er pædagoger og er ansat til at passe børnene og udvikle dem som hele mennesker,« siger Ole Christiansen.

Det er anden gang i løbet af få måneder, at et barn i den nordjyske institution er blevet forgiftet efter at have spist de farlige frø fra træet.

Både forældre og pædagoger har længe råbt op om at få træet fældet.

Alligevel har Aalborg Kommune ifølge Ole Christiansen i flere år ladet henvendelserne passere og nægtet at gøre noget ved problemet.

Ole Christiansen fra Nørresundby fik et chok, da hans treårige søn, Philip, forleden - i al hast - blev kørt til Giftlinjen på Aalborg Sygehus efter at have spist frø fra et stort træ i børnehaven.
Ole Christiansen fra Nørresundby fik et chok, da hans treårige søn, Philip, forleden - i al hast - blev kørt til Giftlinjen på Aalborg Sygehus efter at have spist frø fra et stort træ i børnehaven.
Vis mere

Den kommunale afdeling Park & Natur havde i første omgang planlagt et møde i sagen i starten af oktober. Men fredag kan familie- og beskæftigelsesforvaltningen oplyse til B.T., at træet nu skal fældes. En ordre sendt direkte fra rådmand Mai-Britt Iversen (S).

Ole Christiansen tager imod nyheden med kyshånd.

»Det er sgu da fedt. Men det er utroligt, at der skal pressedækning til før, der sker noget,« siger han.

B.T. var tidligere fredag i kontakt med stadsgartner Kirsten Lund Andersen fra Park & Natur, og her var forklaringen en anden.

Hun fastslog, at man ikke uden videre kunne fælde træet.

»Jeg har fuld forståelse for, at forældre er bekymrede og er påvirket af det, der er sket, men vi skal have undersøgt det hele til bunds først, inden vi finder ud af, hvad der skal ske med træet. Vi træffer beslutning om det på et møde den 4. oktober,« sagde Kirsten Lund Andersen tidligere fredag og uddybede:

»Vi har allerede hyret en mand fra kommunen, der hver morgen kommer og fejer løvfald op fra træet, så børnene ikke putter det i munden. Desuden har vi sagt til forældre og pædagoger, at de kan ringe til os, hvis de har spørgsmål«.

En udmelding fra stadsgartneren, der altså nu er blevet overtrumfet af den politiske ledelse i familie- og beskæftigelsesforvaltningen, som har ansvaret for børnehaverne i kommunen.

Ole Christiansen.
Ole Christiansen. Foto: Privatfoto
Vis mere