En direktør, en kommune og et hollandsk finansieringsinstitut er hovedrolleindehavere i et nyt kapitel i skandalesagen om de hvide bycykler i København.

I dag kan B.T. afsløre, at Rødovre Kommune – der i 2018 blev en del af bycykelsystemet – uden at vide det har leaset bycykler af et hollandsk finansieringsinstitut ved navn De Lage Landen.

Ved årsskiftet gik både Bycykelfonden og driftsselskabet Bikeshare konkurs efter at have modtaget 96 millioner skattekroner siden 2014.

Nu gør det hollandske finansieringsinstitut krav på omtrent to millioner kroner fra Rødovre Kommune, som man mener, at kommunen er kontraktligt forpligtet til at betale i driftstilskud til bycyklerne i 2023 og 2024, selvom de er fjernet fra gaderne. Det erfarer B.T.

Tidligere direktør i Bycykelfonden Tina Füssel ønsker stadig ikke at udtale sig til B.T.
Tidligere direktør i Bycykelfonden Tina Füssel ønsker stadig ikke at udtale sig til B.T. Foto: PR-foto
Vis mere

I et officielt svar bekræfter Rødovre Kommune, at der er et udestående med det hollandske finansieringsinstitut.

»Der er nogle uafklarede spørgsmål, som vi er i gang med at kaste lys over, og indtil vi kender detaljerne, kan vi ikke gå dybere ned i sagen. Men det er klart, som udgangspunkt mener vi ikke, at vi skal betale for en ydelse, vi ikke modtager, og det spørgsmål skal vi afklare med DLL (De Lage Landen, red.),« skriver vej- og parkchef i Rødovre Kommune Anders Møller.

B.T. har talt med kilder i Rødovre Kommune, som også fortæller, at man ikke har anet, at man de seneste fire år har betalt millioner af skattekroner til et hollandsk finansieringsinstitut. I stedet troede man, at det var Bycykelfonden og dets datterselskab Bikeshare, man handlede med.

Peter Vest, der er tidligere driftschef i Bycykelfondens driftsselskab Bikeshare, fortæller, at leasingmodellen havde til formål at få penge i fondens skrantende kasse. Man solgte cyklerne til De Lage Landen, fik penge med det samme, og så fik finanseringsinstituttet i stedet de løbende indtægter.

»Jeg kan bekræfte at der blev indgået en leasingaftale på den måde, man nu indgår leasingaftaler, og at det i situationen var en fordelagtig finansieringsmodel for Bycykelfonden og Bikeshare med de likviditetsvirkninger, der er ved at anvende leasing,« siger Peter Vest, der understreger, at han ikke var direkte involveret i den del af forretningen.

De nye oplysninger i sagen kommer, efter at B.T. i en række artikler har afdækket et opsigtsvækkende forløb i forbindelse med konkursen.

Blandt andet hvordan Bycykelfonden i 2022 kort tid før konkursen fik et ekstraordinært tilskud på 1,5 millioner kroner til nye cykler af Københavns Kommune.

Udbetalingen er siden blevet kritiseret for at være økonomisk uforsvarlig, ligesom Bycykelfondens ledelse undlod at fortælle Københavns Kommune, at Erhvervsstyrelsen havde indledt en tilsynssag.

Desuden er der efterfølgende blevet sået tvivl om, hvorvidt pengene rent faktisk også blev brugt til cykler. Den italienske leverandør af cykler, Sitael, har gjort krav på seks millioner kroner i konkursboet.

Det har også vakt opsigt, at direktør Tina Füssel fik 1,1 million kroner for at være direktør i Bycykelfonden. Det er også Tina Füssel, der har skrevet under på kontrakten med Rødovre Kommune. Intet sted fremgår det, at kommunen reelt indgik en leasingaftale.

De hvide bycykler findes ikke længere i bybilledet. Fonden bag er gået konkurs efter at have modtaget næsten 100 millioner skattekroner.
De hvide bycykler findes ikke længere i bybilledet. Fonden bag er gået konkurs efter at have modtaget næsten 100 millioner skattekroner.
Vis mere

Ifølge en aktindsigt fra Rødovre Kommune skrev den økonomiansvarlige i datterselskabet Bikeshare og senere direktør, Alexander Bentsen, blot følgende i en mail til Rødovre Kommunes embedsmænd i juli 2018:

»I forbindelse med afvikling af Rødovre Kommunes betalingsplan vil Fondens Finansieringspartner DLL håndtere den halvårlige betaling. DLL vil sende den første faktura til betaling 1. januar 2019.«

Fra 2019 til 2022 har Rødovre Kommune betalt rundt regnet 5,6 millioner kroner til De Lage Landen. Det hollandske finansieringsinstitut er også afsender på fakturaerne.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra eksdirektør i Bycykelfonden Tina Füssel eller tidligere bestyrelsesformand Niels E. Bjerrum.