Hele tre gange fik Katja Møller den samme besked om at tjekke sin årsopgørelse. 

Først undrede hun sig over, hvorfor mailen dukkede op igen og igen. Men da hun åbnede dem, gik det op for hende, at det ikke handlede om hende selv, men om hendes børn.

»Jeg tænkte først, at det er helt hul i hovedet. Hvorfor har min toårige søn en årsopgørelse?« spørger hun.

42-årige Katja Møller bor til daglig på Lolland med sine børn. Hendes yngste barn er to år og går i dagpleje. 

På hans årsopgørelse fremgår det, at han skylder 15 kroner i skat for sin indkomst i 2025.  

»Det handler ikke om de 15 kroner. Det er mere det principielle i, at de får en årsopgørelse, når de er så små,« siger Katja Møller. 

Sådan ser Katja Møllers toårige søns årsopgørelse for 2025 ud. 
Sådan ser Katja Møllers toårige søns årsopgørelse for 2025 ud.  Foto: Screenshot

Da Skattestyrelsen i april 2026 sendte beskeder ud til en lang række forældre, udløste det kraftige reaktioner på sociale medier. I et opslag på Facebook skrev styrelsen selv: 

»Som noget nyt får dit barn – uanset alder – en årsopgørelse, hvis vi har oplysninger om, at barnet kan have en skattepligtig indkomst for eksempel renteindtægter, værdipapirer eller underholdsbidrag.«

Tidligere fik børn først en årsopgørelse, når de fyldte 15 år, men fra 2025 er praksis ændret, så børn kan få en årsopgørelse uanset alder.

Opslaget har fået tusindvis af kommentarer fra forældre, der kalder det »langt ude«, at børn får en årsopgørelse, før de overhovedet kan arbejde.

Katja Møller er en af dem, der undrer sig.

Hun har selv købt aktier til sin søn, hvilket er forklaringen på den skattepligtige indkomst. Men det ændrer ikke hendes holdning.

Der er jo ikke noget nyt i, at man skal betale skat af aktier, heller ikke for børn. Så I har vel selv sat ham i systemet? 

»Ja, men jeg synes bare, at der skal være en grænse for sådan noget, og at man ikke skal holde øje med børns indkomst, når det er så små beløb,« siger hun.

Hun frygter samtidig, at reglerne kan være svære at gennemskue.

»De har ikke noget at gøre i et system, som i forvejen er uigennemskueligt. Jeg tror ikke, at børn får et kæmpe skattesmæk, men det er det principielle i, at det kunne ske,« siger hun.

Hos Skattestyrelsen erkender man, at kommunikationen ikke har været god nok.

»Jeg kan sagtens forstå, at der er forældre, der undrer sig over det brev, vi har sendt i forbindelse med deres børns årsopgørelse,« siger underdirektør Ulrick Junge.

»Jeg anerkender fuldt ud, at det kunne vi have kommunikeret langt klarere.«

Samtidig understreger han, at der ikke er ændret på selve reglerne.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er noget nyt i, at børn er skattepligtige af deres indtægter,« siger han. 

Ifølge Ulrick Junge er det derimod selve praksissen med at sende årsopgørelser til børn, der er ny.

»Vi vil helt klart gøre kommunikationen til forældrene bedre både i forhold til, hvorfor vi gør det her, og hvad forældrene konkret forventes at gøre med den information, de får fra os,« siger han. 

Er man i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til børns årsopgørelser, kan man læse mere på Skattestyrelsens hjemmeside.