Torben har altid stemt på Venstre: Nu er det slut
B.T. har besøgt idylliske Nysø Gods, der bliver hårdt ramt på kontoen af den udskældte kvælstoflov. Og det får konsekvenser næste gang, der er valg.

B.T. har besøgt idylliske Nysø Gods, der bliver hårdt ramt på kontoen af den udskældte kvælstoflov. Og det får konsekvenser næste gang, der er valg.

»Jeg har altid stemt på Venstre, men det kan jeg ikke mere. Nu er det helt slut.«
Den klare melding kommer fra Torben Albertsen, der er forvalter på Nysø Gods. Her har B.T.s reporter mødt ham på en regnvåd oktoberdag.
Årsagen til Torben Albertsens nu opståede vrede mod Venstre er, at partiets ledelse går ind for den meget udskældte gødskningslov, der er bedre kendt som kvælstofloven.
Den betyder, at landmændene må bruge langt mindre gødning på deres marker af hensyn til vandmiljøet i de danske fjorde og kystområder.
Loven har skabt intern uro i Venstre, og det kulminerede da profilen Søren Gade sidste søndag valgte at forlade Folketinget.
Og i dag er der indkaldt til et ekstraordinært møde i Venstres hovedbestyrelse på grund af 'den aktuelle politiske situation' i partiet.
'Lænke om benet'
Med brillerne i panden går Torben Albertsen frustreret rundt på en af markerne tilhørende Nysø Gods.
Han forklarer, hvordan den nye lov kommer til at ramme indtjeningen hårdt på godset, der har 900 hektar landbrugsjord lige ud til Præstø Fjord på den sydøstlige del af Sjælland.
For at udlede mindre kvælstof må to tredjedele af godsets landbrugsjord med raps og hvede omlægges til såkaldt vårbyg.
Og det vil kunne mærkes på godsets indtjening.

»Vores økonomi bliver væsentligt ringere af, at vi må omlægge mere af dyrkningen til vårbyg, men den nye lov tvinger os til det,« siger Torben Albertsen med irritation i stemmen.
Han oplyser, at godsets indtægt for korn kommer til at falde med omkring 700.000 kroner om året.
»Det bliver en dyr omgang for os,« siger Torben Albertsen og tilføjer:
»Det er som om, at vi har fået en betonklods om det ene ben, vi skal slæbe rundt med og samtidig prøve på at få det hele til at hænge sammen. Det bliver ikke nemt.«
Mindre kvælstof end i drikkevand
Efter den regnvåde tur på markerne bliver B.T.s reporter inviteret ind på Torben Albertsens kontor på Nysø Gods.
Her viser han en kvælstoftest, godset tidligere i år fik lavet af den globale virksomhed Eurofins, der laver laboratorieundersøgelser, test og analyser.
Testen viser, at der fra 2. til 8. januar i år blev udledt 6,9 milligram Nitrogen (kvælstof) per liter i drænvandet til Præstø Fjord fra Nysøvej 1, hvor godset ligger.
Se analyserapporten med testen her:

Til sammenligning siger den nuværende lov, at der må der være op til 11,3 milligram Nitrogen per liter i drikkevand.
Altså må man faktisk drikke vand med mere kvælstof, end der i testperioden var i vandet fra godset.
»Jeg ved godt, at der er tale om en test af drænvandet i seks dage, og det er om vinteren, testen er lavet,« siger Torben Albertsen og fortsætter:
»Men jeg synes ikke, at det er blevet undersøgt til bunds, hvorfor landmændene med den her lov skal gøres til skurkene.«
Men gødskningsloven er jo lavet, fordi der udvaskes for meget kvælstof i fjordene. Har I som landmænd ikke også et ansvar for at mindske iltsvindet?
»Det vil vi også gerne, men jeg mener slet ikke, at det er klargjort, om det kun er landmændene, der skal have de her hårde restriktioner,« siger Torben Albertsen.
Har stillet 1176 spørgsmål
Søren Gade har inden sit farvel til Folketinget stillet Miljøministeriet 1176 spørgsmål, der grundlæggende handler om, hvor meget urenset vand med kvælstof, der løber ud i havvandet fra de forskellige kommuner - og altså ikke bare kommer fra landbruget.
Da Søren Gade som bekendt har forladt dansk politik, har B.T. spurgt både hans aftager i Folketinget, Erik Flyvholm, samt Venstres miljøordfører, Marie Bjerre, om de vil gennemgå svarene, når de en gang er kommet?
Men de har ikke reageret på spørgsmålet.
Hør interview med Søren Gade herunder på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.