Det ambitiøse og højt profilerede projekt Generationernes Hus på Aarhus Ø, er stolt blevet vist frem for ældreministeren og blevet brugt som et moderne og nytænkende eksempel på fremtidens ældreboliger. Tanken med det nye etagebyggeri er nemlig, at både ældre, unge, børn og voksne skal bo i samme bygning.

Problemet er bare, at der stort set ikke er flyttet ældre beboere ind. Fire ud af fem ældreboliger i prestigebyggeriet står gabende tomme. Og det koster har altså bare i år kostet Aarhus Kommune 9,6 millioner kroner.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Byrådspolitikerne i Sundheds- og Omsorgsudvalget vil derfor fremover holde skarpt øje med udviklingen i Generationernes Hus.

»Det er en trist og alvorlig sag. 9,6 millioner kroner er jo et meget stort indtægtstab i kommunekassen. Jeg er med på, at sygeplejerskekonflikten henover sommeren har gjort, at der har været mangel på visitatorer, ligesom corona-situationen også har spillet ind. Men det er ikke godt nok. Det er et super godt og højt profileret projekt, så vi skal allesammen 100 procent op på dupperne og have gjort noget ved den uheldige situation lige nu, » siger Hans Skou, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget for Venstre til B.T.

78 uf af de i alt 100 ældreboliger står lige tomme. Det koster hver eneste måned Aarhus Kommune 1,2 millioner kroner.

Peder Udengaard, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget for Socialdemokratiet, synes også, det er »dybt problematisk« at pengene fosser ud af kommunekassen på den konto.

»Det er helt indlysende et stort problem. Det er penge, der ellers går fra at yde en god service for vores ældre. Og derfor har vi også sat det på udvalgets dagsorden på onsdag, at vi skal have en orientering fra forvaltning og fra rådmanden om, hvorfor det er gået så skævt. Og så skal de komme med en plan for, hvad de vil gøre for at rette op på situationen,« siger udvalgsmedlem Peder Udengaard.

For han synes, ideen bag projektet er god og tror på konceptet med et blandet hus med både børn, voksne og ældre.

»Jeg kender et par stykker af de ældre, der bor derude, og de er ualmindeligt glade for at bo der. Jeg synes, Generationeres Hus er rigtigt tænkt, så jeg er uforstående overfor, at man ikke har fået lejlighederne udlejet. Det bliver vi forhåbentlig klogere på på næste udvalgsmøde,« siger han.

Coronaepidemien har forsinket den officielle åbning af Generationernes Hus, så projektet bliver først indviet mandag 6. september kl. 14.00. Onsdag den 8. september skal Sundheds- og Omsorgsudvalget diskutere, hvad kommunen skal stille op med de mange tomme boliger.