Togtrafikken genoptages efter mandagens aflysninger
Skader på køreanlæg ved Sorø forårsagede mandag aflysninger og forsinkelser. Tirsdag genoptages togtrafikken.

Skader på køreanlæg ved Sorø forårsagede mandag aflysninger og forsinkelser. Tirsdag genoptages togtrafikken.

Det beskadigede køreanlæg, der siden mandag middag var skyld i togaflysninger og forsinkelser, er nu udbedret.
Togene kører igen planmæssigt fra tirsdag klokken 10.00 mellem Fredericia, Odense og København og tog mellem Københavns Lufthavn og Slagelse.
Det meddeler Banedanmark og DSB på det sociale medie X.
Banedanmark opfordrer dog passagerer til at informere sig via Rejseplanen, da forsinkelser kan forekomme i opstartsfasen, lyder det.
Gårsdagens påvirkning af togtrafikken skyldtes beskadiget køreledningsanlæg ved Sorø.
Strækningen fra Ringsted til Slagelse var omfattet af reparationsarbejdet, som Banedanmark beskrev som "omfattende" og "meget komplekst".
Her var det et bæretov, som var faldet ned, og de dele, som tovet hang i, var også blevet beskadiget, lød det.
- Det er bare nogle af de skader, vi ser på vores kørestrømsanlæg, sagde Nicolai Sigsgaard, der er direktør for vedligehold i Banedanmark, mandag.
Banedanmark modtog mandag meldingen om problemer ved kørestrømsledningerne klokken 12.45.
Togdriften blev i den forbindelse helt stoppet, indtil årsagen var identificeret.
DSB og Banedanmark opfordrede mandag passagererne til at informere sig i Rejseplanen og understregede, at rejsetidsgarantien træder i kraft, hvis man er mere end 30 minutter forsinket.
DSB's regnskab for første halvår af 2026 viser, at selskabets udgifter til rejsetidsgaranti er mere end fordoblet sammenlignet med samme periode året før.
I løbet af årets første seks måneder udbetalte DSB 67 millioner kroner i kompensation.
Er forsinkelsen på en halv time eller mere, lyder kompensationen på en ny billet til samme strækning. Man kan også få udbetalt 50 procent af billetprisen.
En times forsinkelse udløser en erstatning på 75 procent af rejsens pris, ligesom man også kan få refunderet udgifter til mad og drikke på op til 75 kroner.
Er man mere end 90 minutter forsinket, får man hele billetprisen erstattet.
RITZAU