Arbejdet med at udbedre nedrevne køreledninger er nu afsluttet, og togtrafikken kører igen i Østdanmark.

Det skriver Banedanmark onsdag formiddag på mediet X.

Meldingen kommer efter en fejl på køreledninger, der satte de fleste tog øst for Odense ud af spillet tirsdag.

Selv om fejlen er udbedret, skal man regne med uregelmæssigheder, skriver Banedanmark.

- Der kører fortsat færre tog, og der kan være forsinkelser. Så tjek Rejseplanen, lyder opfordringen fra Banedanmark.

Problemerne begyndte tirsdag formiddag, da en køreledning fysisk faldt ned på et tog mellem Ringsted og Køge Nord.

Senere på dagen opstod der problemer på Københavns Hovedbanegård, hvor et intercitytog blev viklet ind i en køreledning.

Derefter blev der taget en beslutning hos Banedanmark om at indstille driften helt. Dels for at bremse fejlen i at brede sig, dels for at undgå flere skader på togene.

- Det er rigtig mange kilometer jernbane, vi har inspiceret, og det lykkedes så i nat at finde en fejl på et ophæng i Vestsjælland.

- Fejlen er der, hvor køretråden sidder fast på masten, sagde vicetrafikdirektør Nicolai Smidt Sigsgaard tidligere onsdag til Ritzau.

Fejlen påvirkede pantograferne, som er en strømaftager, der sidder på taget af togene. Det er en anordning, som får tog og lokomotiver til at glide langs den strømførende køreledning.

DSB har oplyst, at over 30 togsæt er blevet beskadiget og skal repareres.

Alt mandskab hos Banedanmark har ifølge Nicolai Sigsgaard været på opgaven for at få genetableret kørestrømsanlægget.

Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til fejlen, lød det tidligere onsdag fra Banedanmark.

Der er dog ikke nogen indikationer på, at der har været nogen påvirkninger udefra.

/ritzau/