Danske rejsende bliver også ramt.
Når man kører i tog fra Danmark til Tyskland, stopper toget i Flensborg, hvorefter tysk togpersonale som regel overtager driften og kører videre mod Berlin og Hamborg.
Men i de næste fem dage er det ikke muligt.
Det tyske togpersonale strejker, og derfor er samtlige afgange fra Danmark og videre ind i Tyskland aflyst. Aflysningerne varer fra 24. januar til 29. januar.
DSB oplyser til B.T., at det er omkring ti afgange om dagen – altså op mod 50 afgange i alt – som er aflyst mellem Danmark og Tyskland.
»Det er ekstraordinært. De fleste strejker har varet et par dage, men her snakker vi seks dage,« siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.
Det er uenigheder om løn og arbejdstid mellem lokomotivførerne og deres fagforening, GDL og det statslige, tyske jernbaneselskab, Deutsche Bahn.
DSB oplyser, at du fortsat kan komme til Flensborg.
Men så kan du ikke komme længere med DSB. Og hos Deutsche Bahn i Tyskland skal man forvente aflysninger og store forsinkelser.
»Vi anbefaler derfor, at du søger en anden transportform, hvis du har en rejse, der ikke kan udsættes,« lyder det fra DSB.
Sidder du i den situation, at du har købt billet til en rejse ind i Tyskland, kan du gøre to ting:
Du kan vælge at beholde billetten og benytte den til en valgfri afgang fra 30. januar til og med 5. februar.
Det er dog et krav, at du har købt billetten inden 24. januar.
Ønsker du ikke at gennemføre rejsen, kan du også få dine penge igen. Du kan læse mere om dine muligheder hos DSB.
DSB minder om, at hvis du har købt billetten hos en anden udbyder, skal du rette henvendelse til disse.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har Deutsche Bahn lavet en nødkøreplan som følge af strejken. Det er altså ikke alle selskabets lokomotivførere, som har nedlagt arbejdet.
Men togdriften vil være meget begrænset i Tyskland. Du kan læse meget mere om strejken LIGE HER.