Togene kører igen mellem Odense og Fredericia
DSB's pressevagt forventer tirsdag aften ikke, at dagens forsinkelser vil påvirke onsdagens trafik.

DSB's pressevagt forventer tirsdag aften ikke, at dagens forsinkelser vil påvirke onsdagens trafik.

Togene kører igen efter planen mellem Odense og Fredericia, men kan være forsinkede.
Det oplyser DSB's pressevagt lidt efter klokken 22.
Det forventes samtidig ikke, at togtrafikken onsdag på strækningen vil være påvirket af forsinkelser eller aflysninger.
Tidligere tirsdag eftermiddag blev det oplyst, at der ikke kørte nogen tog på strækningen resten af døgnet, efter et af Energinets højspændingskabler faldt ned over jernbanen ved Holmstrup på Fyn.
Senere tirsdag kørte der kun ét dieseltog i timen mellem Fredericia og Odense, men tirsdag klokken 22.00 er fejlen udbedret, og også eltog kan igen køre på strækningen.
Tidligere tirsdag eftermiddag blev det ellers oplyst, at der ikke ville køre nogen tog på strækningen resten af døgnet.
Det var i forbindelse med eksternt arbejde på jernbanestrækningen, at kablet faldt ned i kørestrømsanlægget.
Årsagen til, at de dieseldrevne tog kunne køre trods den nedrevne højspændingsledning, er, at dieseltogene ikke er afhængige af køreledninger.
RITZAU