Togekspert om togkaos: Det ligger hulter til bulter
Banedanmark håber på at være færdig med reparationsarbejde, så tog kan køre igen mandag morgen.

Banedanmark håber på at være færdig med reparationsarbejde, så tog kan køre igen mandag morgen.

Aflysningen af togtrafikken mellem Ringsted og Slagelse frem mod mandag morgen skyldes et alvorligt uheld, der kræver et omfattende reparationsarbejde.
Og det kan tage lang tid.
Sådan lyder vurderingen fra Kristian Madsen, der er togekspert fra Ingeniørforeningen.
Han har været teknisk chef for jernbanedelen på henholdsvis Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen, ligesom han har arbejdet med jernbaneinfrastruktur hos DSB og Banedanmark.
Banedanmark har oplyst, at der er tale om "omfattende skader på kørestrømsanlægget ved Sorø".
Årsagen vurderes at være, at en strømaftager oven på et tog har viklet sig ind i en køreledning.
En strømaftager, også kaldet en pantograf, sidder på toppen af et tog og fører strømmen til togets motorer.
Uheldet er ifølge Kristian Madsen sket under et sporskifte.
Han fortæller, at det ofte er ved sporskifter, at køreledninger bliver revet ned, hvilket sommetider indstiller trafikken.
Men denne gang er der tale om en af de sjældnere hændelser.
- Det er et meget stort stykke af køreledningen, der er rykket ned. Og hele tværforbindelsen, hvor skiftet sker, er også nede.
- Det er omfattende at genetablere, og det giver store forstyrrelser, fortæller han.
Hvor lang tid det tager, ved man først, når arbejdet kommer i gang.
- Men det er et stort rod. Det ligger hulter til bulter, og man skal have helt nye materialer også, fortæller togeksperten.
Han tilføjer, at passagerer har fortalt, at køreledningen kunne ses hænge nede langs det tog, der kom i karambolage med køreledningen.
Af hensyn til sikkerheden blev passagererne evakueret fra toget, har DSB oplyst.
De er kørt til Ringsted, hvor der kører togbusser.
/ritzau/