Torsdag tikkede de hadefuld kommentarer ind på DF-leder Morten Messerschmidts Instagram-profil.
»Har I ikke overvejet, hvor meget I skider jer selv i munden pga. det der? Der mistede I en kæmpe procentdel af unge fra 18-30 som stemmere. Har aldrig været trætte af DF, men der røg alt,« skrev en bruger.
En anden bruger skrev:
»Håber du har fat på de gamle damer der stemmer på dig, ingen unge kommer nogensinde til at sætte et kryds ved dit parti«.
Vreden i kommentarsporene er fra unge, som støtter influencer Rasmus Søndergaard, der torsdag var med i B.T.s podcast Q&CO.
»De er simpelthen fans, og de er villige til at forsvare de influencere, som de følger,« siger Troels Johannsen, der er strategisk kommunikationsrådgiver i Moment Kommunikation
Søndergaards optræden i Q&CO skete samtidig med, at Søndergaard sendte live på streamingplatformen Twitch, hvor han i øjeblikket er midt i en 14-dages 'subathon', hvor brugere kan følge hans liv hele døgnet.
Her ringede Henrik Qvortrup op til Rasmus Søndergaard for at interviewe ham. Med på linjen var også Messerschmidt som medvært.
Interviewet, der blev set af omkring 9.000 seere, tog en brat drejning, da Henrik Qvortrup stillede kritiske spørgsmål til streamerens sponsorat fra energidrik-mærket Red Bull.
Streameren, som tilsyneladende ikke brød sig om spørgsmålene fra Henrik Qvortrup, valgte at afslutte samtalen ved at smække røret på midt i et spørgsmål.
Ifølge Troels Johannesen er der en forklaring på de hadefulde kommentarer:

»Det et et symptom på, at følgerne er i et loyalitetsforhold med deres influencer. De følger dem på en måde, så de føler, at de er personlige venner med dem,« siger Troels Johannesen.
Morten Messerschmidt blev udsat for negative kommentarer, selvom han bare var medvært og ikke stillede de kritiske spørgsmål.
»De her følgere er et ungt segment, som måske ikke går så meget op i, hvem der har sagt hvad, og hvor det er blevet sagt. Når først de kritiske kommentarer får fart på sociale medier, er det svært at dæmme op for,« siger Troels Johannesen.
På bagkant af episoden tager DF-politikeren nu afstand fra interviewet:
»Jeg var ikke forberedt på, at Qvortrup ville spørge ind til Søndergaards økonomi og sponsorater. Hvis det var mit egent program, ville jeg nok have spurgt indtil noget mere interessant,« har Messerschmidt forklaret i et svar til B.T. torsdag.