Det kan nok være, at forbrugerpriserne har taget en historisk himmelflugt, men danskerne har tilsyneladende fået smag for luksus og tørster i højere grad efter finere vine. Og de er klar til at betale for det.

Sådan lyder det fra to vinimportører, som oplever kronede dage.

»Det går rigtig godt. Vi har haft et rigtig godt år sidste år, og vi er kommet godt fra land igen i år. Vi har haft 14 år med konstant fremgang,« siger direktøren i Kjær & Sommerfeldt, Mads Stensgaard, der luner sig på et årsresultat for 2021 på næsten 21 millioner kroner. Dobbelt så meget som året forinden.

Den stigende lyst til vin kan aflæses i tal fra Den Franske Ambassades Handelsafdeling. Her fremgår det, at danskerne importerede knap 22 procent mere vin i 2021 sammenlignet med 2020.

Det samlede beløb brugt på de franske vine steg endnu mere – næsten 31 procent. Således indkøbte danskerne sidste år vin for hele 1,3 milliarder kroner fra de franske vinregioner.

»For nogle er vin stadig en luksus, som er relativ billig,« siger Mads Stensgaard.

Ejer af vinhandlen Paris90 Victor Monchamp peger på, at corona-pandemien har haft stor betydning for udviklingen.

»Vin er en af de psykologiske glæder, man kunne få under corona, og jeg havde kunder, der kom to gange dagligt for at købe vin,« siger han.

Victor Monchamp har oplevet kunder under corona-krisen, som kom to gange dagligt for at handle. Privatfoto
Victor Monchamp har oplevet kunder under corona-krisen, som kom to gange dagligt for at handle. Privatfoto
Vis mere

Victor Monchamp fortæller, at hans vinhandel i København har været i vækst under corona. Salget til enkeltkunder er steget, mens salget til restauranter dog faldt under nedlukningen.

»Det går frem, og vi har fået rigtig mange nye kunder,« siger han og fortsætter:

»Folk har skullet forkæle sig selv, og der har været holdt flere middage hjemme.«

Også Mads Stensgaard peger på corona som en forklaring på, at flere lader til at interessere sig for vine og samtidig er klar på at betale mere for et godt glas.

»Under covid-19 har folk rejst mindre, og folk har opsparet mange penge. Generelt kan man sige, at der er godt gang i dansk økonomi, og selvom vi lige nu står et sted, hvor det hele eksploderer omkring os, forventer vi alligevel et godt år,« siger direktøren med henvisning til, at krigen i Ukraine generelt har skabt stor usikkerhed for danskernes privatøkonomi.

Importen af vin fra Frankrig har været størst af de typisk kostbare flasker fra Champagne (stigning på 42 procent), Bordeaux (39 procent) samt Bourgogne (26 procent).

Det er til trods for, at priserne på særligt vine fra sidstnævnte region er eksploderet.

Kjær & Sommerfeldt har sammen med andre vinimportører kronede dage. Billedet her er fra butikken, der siden 1928 har ligget på Gammel Mønt midt i København. Arkivfoto
Kjær & Sommerfeldt har sammen med andre vinimportører kronede dage. Billedet her er fra butikken, der siden 1928 har ligget på Gammel Mønt midt i København. Arkivfoto Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

»Bourgogne stikker fuldstændigt af prismæssigt. Men jo mere priserne stiger, jo mere sælger vi,« siger Mads Stensgaard og fortsætter:

»Et eller andet sted har danskerne fået øjnene op for Bourgogne. Når der bliver begrænset adgang til noget, så er der flere, der vil have det. Det virker selvforstærkende.«

Ifølge Victor Monchamp er danskerne »blevet mere nysgerrige på vin«.

Som fransk statsborger med bopæl i københavn har han med egne ord studeret de danske forbrugere i 25 år.

»Jeg kan tydeligt mærke en udvikling af forbrugernes viden og kendskab til vine,« siger han.

»Det er klart, at det særligt i København er tilfældet, at folk er villige til at bruge flere penge på vin. De går efter vine af højere kvalitet end hidtil,« siger Victor Monchamp.

Lysten til dyrere vine betyder dog ifølge importøren ikke, at danskerne dermed fravælger vine i supermarkederne. Der er tale om »både og«, lyder det.

»Der er et paradoks, når det handler om danskernes vilje til at bruge flere penge. Mange har et klassisk dansk dna, hvor man religiøst studerer tilbudsavisen og køber tre vine til en normalpris for to. Til gengæld køber danskerne også fine vine og lægger billeder op af dem på Instagram, når de spiser på restaurant,« siger Victor Monchamp.

Mads Stensgaard fortæller også, at der bliver afsat en stigende mængde vin til restauranterne.

»Vi ser, at der virkelig er gang i vinsalget til restaurationsbranchen, fordi folk giver den gas,« fortæller han.

Den over 100 år gamle vinhandel Kjær & Sommerfeldt har desuden aldrig haft så mange bookinger til vinsmagninger som nu, lyder det fra direktøren.

Der blev i alt importeret 24.808.500 liter vin fra Frankrig i 2021.