Godsejer Frants Bernstorff-Gyldensteen fra Nordfyn frygter, at der kommer til at mangle løg i butikkerne i år. Løgene har ifølge ham ikke fået vand nok under den lange tørre sommer.

Er du én af dem, der kan huske, da mange danskere stormede ned i butikkerne for at hamstre gær?

Hvis du kan, kan du næsten også godt forestille dig, hvordan det må være at mangle løg.

Forestil dig en kødsovs uden løg eller en frikadellefars uden løg.

Det er svært. Men det kan muligvis ende med, at sådanne scenarier bliver til virkelighed.

Den lange og ekstremt tørre sommer har nemlig ramt landbruget og afgrøderne mange steder. Derfor kan fynboerne ligesom resten af Danmark se frem til blandt andet mindre og dyrere løg.

Gyldensteen Gods er ét af de steder, som virkelig kan mærke, hvad tørken har gjort ved de mange afgrøder.

»Jeg har været i det her game i 40 år næsten, og jeg har aldrig set noget lignende«, fortæller godsejer Frants Bernstorff-Gyldensteed.

»Det har været en katastrofe for mange landmænd, og også her har vi været meget hårdt ramt af tørken.«

Faktisk står det så galt til på det nordfynske gods i Bogense, at de kommer til at mangle hele 2.000 ton løg. Det svarer til en høst af mellem 30 og 40 procent færre løg end normalt.

Og derfor er dommen fra godsejeren også meget klar:

»Der kommer til at mangle løg i år. Det er der ingen tvivl om.«

Hele Nordeuropa er ramt

Og det er ikke kun de fynske løg, der har svært ved at vokse sig store. Faktisk gælder det løgene i hele Nordeuropa.

De fynske gartneres salgsorganisation Gasa Odense Frugt & Grønts direktør, Jens Nannerup, ser også et problem i den lange tørke, som afgrøderne har været udsat for.

»Vi forventer, at de (forbrugerne, red.) vil se lidt mindre grøntsager ude i butikkerne, og måske vil de også opleve en lidt større variation i kvalitet«, siger direktøren til TV2/Fyn.

Butikkerne kommer til at mangle

Selvom det højst sandsynligt får nogle konsekvenser for antallet og kvaliteten af løgene i butikkerne, så er tørken også skyld i, at gejsten kan være svær at holde oppe.

»Vi havde lavet en fantastisk forberedelse. Vores igangsætning af sæsonen var perfekt. Alle løgene var spiret, og det så ud, som om vi skulle have en kanon høst - og så holdt det op med at regne,« fortæller Frants Bernstorff-Gyldensteen og fortsætter:

»Det, der nok er vanskeligst, er at holde humøret oppe både for én selv, men også for ens medarbejdere, der har knoklet med den her afgrøde siden 1. april. Og jeg har bare kunnet se, at det super stykke arbejde, som de lavede i foråret, det bliver ikke til noget. Det er enormt deprimerende.«

Frants Bernstorff-Gyldensteen fortæller, at det også kommer til at få konsekvenser for godsets omsætning, at der har været så lange perioder uden vand fra himlen. OG det er faktisk, selvom der er blevet vandet på godsets marken.

»Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at mangle noget omsætning, og vi kommer til at have en lang snak med vores kunder om, hvordan vi håndterer den situation, som vi står i lige nu.«

Ud over at løgene lider under varmen og det tørre vejr, er græskarrene hårdt ramt. De er modnet alt for hurtigt, og derfor kan det komme til at knibe med at holde dem flotte til de fynske børn skal fejre halloween.