Lyt til artiklen

Det bliver mere og mere almindeligt for danskere midt i livet ikke bare at skifte job, men helt at lægge karrieren om. Men hvad indebærer det at gå tilbage på skolebænken, som man forlod, dengang alt blev noteret med blyant?

Og hvad giver det at vælge karriere med al den viden og erfaring, man ikke havde som ung? Det vil denne artikel gøre dig klogere på.

Antallet af mænd og kvinder, der starter i nyt job midt i livet, har med kun enkelte undtagelser år efter år slået rekord siden 2012 – og ifølge en undersøgelse, som Userneeds har lavet for Business Danmark, har halvdelen af de adspurgte mellem 35 og 49 år overvejet at skifte job alene det seneste år.

Det har over en lang årrække været danskere mellem 25 og 35 år, der oftest starter i nyt job, og ifølge undersøgelsen er det også den aldersgruppe, hvor flest har overvejet et jobskifte de seneste 12 måneder. Den viser dog samtidig, at af dem, som gennem de sidste 12 måneder har overvejet et jobskifte, går danskerne i aldersgruppen 50-64 år og især de 35-49-årige faktisk med flere overvejelser om helt at skifte branche end de yngre.

En af de mange, der har gjort overvejelserne til virkelighed, er den nu 40-årige Anne, som valgte at skifte kurs, efter kroppen længe havde prøvet at råbe hende op.

Hun blev langsomt ædt op af stress og var konstant irriteret. Men adrenalinen fra den boomende forretning og den store ordreomsætning holdt hende kørende.

Hun var netop kommet tilbage fra barsel med sit tredje barn, og selvom det ikke var den bedste løsning for hende, var Anne alligevel tilbage med fuldt karrierefokus. For det var dét, hun altid havde gjort.

»Jeg havde længe taget den 'nemme' løsning og var blevet i jobbet, selvom jeg på alle måder kunne mærke, at det var forkert for mig. Jeg mærkede en snurren i fingrene et par gange, men slog det hen. Til sidst kunne jeg bare ikke slå det hen længere.«

Anne lod sin mand og en medarbejder overtage hovedansvaret i smykkefirmaet, men hængte dog stadigvæk i og tog ansvaret for markedsføringen. Ved siden af dyrkede hun yoga og gik ture, som hun havde fået fortalt ville være godt for hende, hvis hun var lidt stresset. Lige lidt hjalp det, og efter hun en kold decemberdag besluttede sig for at gå til lægen, tog Anne det endelige skridt væk.

Væk fra det, hun kendte, væk fra det, hun plejede. Hun besluttede sig for, at det var tid til at lægge arbejdslivet fuldstændig om, hvis hun skulle finde sig selv igen. For den eneste måde, hun kunne gøre det på, var ved at finde noget nyt og helt andet, der gav mening for hende der, hvor hun er i sit liv netop nu.

»Det skal være noget, hvor jeg kan se en mening i at være væk fra mine børn. Det skal være vigtigt og noget, der gør en forskel. Noget, hvor jeg kan bruge det, jeg er god til, i stedet for hele tiden at blive holdt nede. Jeg vil væk fra hele den overfladiske pengeverden og ind til noget, hvor jeg kommer helt ind til kernen af mennesker og dem, der har det svært.«

Anne har købt ringbind og blyanter, for det skulle man bruge til undervisningen, sidst hun gik i skole for mere end 20 år siden. Det hele ligger klar foran hende, det samme gør en computer. Grundet coronanedlukningen er første skoledag på sygeplejerskeuddannelsen nemlig online.

Men trods nerver for teknologien blev hun fyldt af en glæde, som hun ikke havde mærket længe. En lyst til at lære mere. En lyst til at komme ud af sengen om morgenen.

»Jeg følte virkelig, at jeg var kommet på rette hylde. Og det føler jeg stadigvæk. Mit firma var meningsfuldt, fordi det var mit eget og noget, jeg havde skabt. Men jeg mistede langsomt gnisten, fordi min egen og min families udvikling gik i en retning, der ikke passede til udviklingen i virksomheden. At jeg er i gang med sygeplejerskeuddannelsen, giver til gengæld virkelig mening for mig lige nu.«

Øjnene bliver fugtige, og stemmen hakker lidt. Annes genfundne glæde er svær for hende at skjule.

Hun lægger dog også vægt på, at det hele ikke kun har været en leg. For foruden den lange proces, der skulle til, før hun tog valget, er det heller ikke altid lige sjovt for den lille familie på fem og to hunde, at Anne er tilbage på SU. Men de får det til at fungere, fordi Anne arbejder lidt ved siden af studiet, og fordi hendes mand har et vellønnet job.

Anne Hjort
Anne Hjort Foto: Emil Rye / Skovdal Nordic
Vis mere

Det er ikke kun danskere i starten af 40erne, der vælger at skifte kurs. Også Tina Meter på 55 år valgte for nylig at tage et drastisk spring til noget helt nyt. Hun havde i 2018 arbejdet som frisør i næsten 30 år, både som ansat og med egen salon.

Men hun så flere og flere kollegaer på sin egen alder blive slidt ned og komme på revalidering – en indsats til personer med begrænsninger i arbejdsevnen. Der ville hun ikke selv ende. Hun havde brug for en tænkepause, kom på nedsat tid i frisørsalonen og tog sideløbende vagter som ufaglært på et hjem for autister.

»Min søn havde haft job på bostedet, og det misundte jeg helt vildt. For det rykkede jo noget helt andet menneskeligt i stedet for blot at rykke rundt på folks frisurer. Der gik heller ikke ret lang tid, før jeg mærkede, at arbejdet med borgere med autisme ramte noget i mig og gav mig en ny form for glæde. Så jeg tog flere og flere vagter, og til sidst stoppede jeg som frisør.«

»Men efter to gode år på hjemmet for autister viste et tilsyn, at der på bostedet var for mange ufaglærte i forhold til faglærte. Hun fik derfor valget, om hun ville tage pædagoguddannelsen og blive, eller om hun ville finde noget andet. Efter store overvejelser takkede hun pænt nej tak til at tage uddannelsen.«

»Selvom jeg elskede jobbet, havde jeg ikke modet til det på det tidspunkt og turde ikke tage springet. Uddannelsen var for lang og uoverskuelig for mig med min alder, jeg følte mig for etableret til at skulle på SU – og så foregik meget af uddannelsen med en computer i hånden, hvilket skræmte mig.«

Tina valgte derfor at søge tilbage til frisørfaget. For det vidste hun, hvad var, og det vidste hun, hun var god til. Men efter en uge på jobbet mærkede hun allerede de gamle følelser blusse op igen. Følelsen af at være kørt død i rutinerne, manglen på glæde og inspiration samt en uforklarlig følelse af konstant irritation, som hun ikke vidste, hvor stammede fra.

»Før ville jeg tælle dagens kunder med stor glæde og se dem hver og en som en mulighed for at gøre en forskel og få fortalt en ny, spændende historie. Men det blev lige pludselig til, at jeg i stedet stod og talte, hvor mange der var tilbage, før jeg var færdig. Nu skulle dagen bare overstås,« fortæller hun.

Tina søgte derfor tilbage som ufaglært på et demensafsnit og havde det egentlig dengang rigtig godt med udsigten til at være ufaglært, indtil hun 15 år senere kunne gå på pension som 68-årig. Men da coronanedlukningen kom, fik hun mulighed for at blive voksen social- og sundhedshjælperelev i halvandet år med en løn, som svarede til kun lige under dagpengesatsen.

Med en elevløn ville det, modsat hvis hun havde været på SU, fortsat være muligt for Tina at få det hele til at løbe rundt, selvom hun sprang ud i noget nyt. Så hun søgte elevpladsen – og fik den.

»Jeg tænkte, at nu skulle jeg springe ud i det, den her chance får jeg ikke igen. Men det var ekstremt grænseoverskridende at skulle starte i skole. Det var ligesom at være Tina 16 år på ny.«

»Jeg var faktisk flere gange ved at stoppe, fordi jeg ikke kunne finde en struktur i det, der passede til mig og der, hvor jeg var i livet. Det var svært at studere igen med skolegang og lektier, der skulle laves om aftenen og i weekenderne, når man har levet et helt andet liv og lavet noget helt andet i 30 år.«

Det lykkedes dog til sidst at finde en struktur, og hun fandt måder at løse de mange opgaver på, som gav mening for hende. Hun var den ældste elev, men samtidig også den, der fik de højeste karakterer. Og det er hun sikker på er erfaringens skyld.

Tina Meter
Tina Meter Foto: Emil Rye / Skovdal Nordic
Vis mere

»Modsat mange af mine klassekammerater har jeg allerede haft mange år på arbejdsmarkedet, og allerede der havde jeg en fordel i forhold til dem, der kommer direkte fra folkeskolen. Men især fordi jeg har været i en branche, hvor jeg daglig har haft med rigtig mange forskellige mennesker at gøre, har jeg fået en masse kompetencer, som jeg har kunnet tilpasse både til uddannelsen, men som jeg også kommer til at gøre stort brug af fremover.«

Tina blev i slutningen af maj færdig med sin uddannelse, mens Anne stadig har et par år tilbage. Selvom studietiden har kostet kræfter for begge kvinder, så er de begge hurtige til at sige, at de i allerhøjeste grad vil anbefale andre, der bare så meget som overvejer et jobskifte, at undersøge mulighederne.

»Jeg vil virkelig råde andre til – uanset alder – at lave et skift. Der er også mange, der står i det samme fag og bare bliver mere og mere sure, tvære og indædte, ligesom jeg gjorde til sidst,« fortæller Tina og fortsætter:

»Selvom processen var svær, så kommer det til at gøre mit arbejdsliv så meget bedre.«

Ifølge Anne bør man dog også tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sig ud i et så stort karriereskift som de to kvinder, især hvis man ikke har muligheden for at få en elevløn som Tina.

»Der er nogle konsekvenser ved at komme tilbage på SU, som jeg er sluppet lidt for, fordi der har været lidt ekstra penge på kistebunden at tage af og en god familie at trække på. Havde jeg været enlig mor, som sad med lån, havde min situation været en helt anden, for det kan være voldsomt i mange henseender at gå fra at have et fuldtidsjob til at være studerende,« siger Anne og tilføjer:

»Men hvis man ikke trives, der, hvor man er, synes jeg, at man skal taget springet, hvis man har midlerne og muligheden. Find noget, der er meningsfyldt netop nu, og som du brænder for, hvad enten det er et nyt job eller en ny uddannelse.«

»For verden er ikke statisk, og det er måske ikke det samme, der gav mening for dig, da du var 20 år, som nu, hvor du er 50 – og det er helt okay. Livet udvikler sig hele tiden og går i forskellige retninger, og det må vi også gerne selv gøre.«