Det aarhusianske tøjfirma LauRie er kommet i modvind, efter de i går præsenterede en ny kampagne på Instagram.

Kampagnen, der har fået hashtagget Feelbetter, vil inspirere kvinder til at acceptere deres kroppe, som de er, ved at vise modeller med forskellige kropsformer, fremgår det på virksomhedens hjemmeside.

Men flere brugere på Instagram er meget uenige i, at kampagnens fire modeller bidrager til ideen om en mere naturlig krop, som kampagnen lægger op til.

»Hold kæft, det er dårlig reklame. Man kunne lige så godt sælge pels og så labele det stort og bredt med ordet 'dyrevelfærd'. Håber VIRKELIG, I selv kan se, hvor langt I har ramt forbi målet her. Faktisk har I lavet selvmål. Det er sådan noget, som gør, at folk vælger at støtte nogle HELT andre virksomheder, som går op i det, de lægger op, siger og gør som virksomhed,« skriver en bruger.

En anden skriver:

»Wow! Lad være med at bruge et udtryk, der hylder alle slags kvindelige former, hvis i ikke vil vise, hvordan forskellige kvindekroppe ser ud. Alle er i samme størrelse? Hvorfor så bruge det citat, når alle de fire kvinder er samme størrelse?«

Også den populære instagrammer Matilde Trobeck, der har 84.000 følgere, har været ude med riven og kaldt kampagnen »pinlig« og »et sølle forsøg på at tjene penge på en værdi, der ikke er til stede«.

LauRie har endnu ikke besvaret kritikken på deres profil, men det kommer de til, fortæller administrerende direktør Cecilia Winther til B.T.

»Det er kommet bag på os, hvor meget kritik kampagnen har fået. Vi er ikke et firma, der er vant til at få så mange reaktioner,« fortæller hun.

Cecilia Winther forklarer også, at kampagnen har haft til formål at sætte fokus på former – ikke størrelser.

»I virkeligheden er størrelse lidt ligegyldigt, når du designer tøj. Det handler om at skabe tøjet, så det passer til kroppe, selvom de er formet forskelligt, og det er i virkeligheden det, der er budskabet med kampagnen. At vi alle sammen skal føle os smukke, selvom vores kroppe ser forskellige ud,« fortæller direktøren.

Hun anerkender, at det ikke er det budskab, mange sidder tilbage med, og det har LauRie taget til efterretning og vil kigge indad.

»Vi vil rigtigt gerne i dialog med dem, der bliver ramt af kampagnen, og deltage i debatten,« fortæller hun.

Direktøren fortæller også, at det ikke udelukkende er negative henvendelser, virksomheden har fået.

»Vi kan også se, at der er nogle, som godt kan se, hvad vi gerne ville vise med kampagnen.«