Over 70 procent af ældre nye brugere af antidepressiv medicin modtager ikke anden behandling, viser opgørelse.

Antidepressiv medicin er i de fleste tilfælde den eneste form for behandling, ældre over 65 år modtager, når de lider af angst eller depression.

Det viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, skriver Kristeligt Dagblad.

Det samme gør sig ikke gældende for andre aldersgrupper. Mere end to ud af tre i aldersgruppen 25-39 år modtager anden behandling end medicin. For de 40-64-årige gælder det halvdelen.

Årsagen kan ifølge Rikke Hamfeldt, seniorkonsulent i Ældresagen med fokus på sundhed, findes i, at det er hurtigere og nemmere at ordinere medicin til en ældre end at sørge for anden behandling. For eksempel at igangsætte et terapeutisk forløb.

- Selvfølgelig er det fint at ordinere psykofarmaka til ældre. Men medicinen skal kun gives til dem, der vitterlig har brug for den. De her tal tyder på, at man nogle gange vælger at ordinere medicinen som den lidt nemme løsning, inden man måske først har afprøvet terapiformer, siger Rikke Hamfeldt til Kristeligt Dagblad.

- At give en pille kan være den lette løsning, som man tyr til, selv om det den ældre i virkeligheden har brug er en god snak, omsorg eller forskellige former for terapi.

Psykofarmaka er en samlet betegnelse for medicin, der bruges mod psykiske lidelser.

Ifølge Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, kan det godt være tilfældet, at ældre takker nej til tilbud om eksempelvis terapi.

Han siger til avisen, at efterspørgslen på andre behandlingsformer end medicinen daler med alderen. De er hans erfaring, at det kan være vanskeligere som læge at motivere ældre til anden behandling end medicin.

/ritzau/