Siden mandag har de to skibe cirkuleret i Kattegat mellem Danmark og Sverige.

Og den svenske kystvagt, Kustbevakningen, har ifølge TV4 underrettet Søværnet om dem.

For skibene er russiske.

Der er tale om en såkaldt SAR-båd 'SB-123' og slæbebåden 'Sergey Balk', og ifølge skibsovervågningstjenesten Vesselfinder befinder de sig onsdag morgen begge små 40 kilometer ud for Jyllands næsetip.

Ganske tæt på hinanden.

Ifølge TV4 har skibene cirklet rundt på et mindre område i Kattegat, hvor de også på tidspunkter har  befundet sig i dansk farvand, men onsdag morgen sejler de i internationalt farvand.

Og B.T. kan via Vesselfinder konstatere, at skibene stadig cirkler frem og tilbage.

Det vides ikke, hvorfor de er lige dér.

Men faktisk ligger 'SB-123' og 'Sergey Balk' ikke langt fra det sted, hvor kinesiske 'Yi Peng 3' under stor opmærksomhed lå for anker, efter at det blev mistænkt for at være indblandet i sabotage mod to datakabler på Østersøens bund.

Ikke mindst af den grund har man i Danmark, Finland, Sverige og Norge været ekstra opmærksom på tilstedeværelsen af russiske skibe.

Og altså også 'SB-123', der er 49 meter lang, og 'Sergey Balk', der har en længde på 70 meter.

»Vi følger deres bevægelser,« som det lyder i en udtalelse fra Försvarsmakten, det svenske forsvar.