Tre personer er kommet til skade i en færdselsulykke mellem to biler nord for Tønder. To af de tilskadekomne er alvorligt kvæstede, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Ulykken er sket i krydset Adelvadvej og Koldingvej i Sølsted ved Tønder, skriver politiet. Ulykken blev forårsaget af en bilist, der ikke overholdt vigepligt, oplyser politiet.

I en opdatering omkring klokken 18.00 oplyser politiet, at en kvinde er blevet fløjet til Odense, mens en mand og en pige er blevet kørt til skadestuen i Aabenraa. Der er tale om en tysk familie.

Den person, som kørte over for fuld stop, er sluppet uskadt, oplyser politiet.

Den vagthavende oplyser til B.T., at der endnu ikke er en tidshorisont for, hvornår krydset åbnes igen. Desuden kan politiet endnu ikke opdatere på de tilskadekomnes situation.

I et opfølgende tweet skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at arbejdet på stedet kommer til spærre krydset 'et stykke tid'.

Derfor opfordres bilister til at finde alternative ruter. Man kan eventuelt benytte sig af Ribelandevej for dem, der skal mod nord og Søgårdvej og Bredebrovej for dem, der skal mod syd, oplyser politiet.

B.T. følger sagen.