En ny boldbane. En Legeplads. En udendørs pizzaovn.

Mulighederne er mange, og pengene til at finansiere det er endda til rådighed.

Men det er kun ganske få ansøgninger, som er tikket ind til Odense Kommune, der har givet borgerne mulighed for at ansøge om penge til en god idé i deres lokalområde.

Faktisk er der hele to millioner kroner til rådighed, skriver TV 2 Fyn.

Projektet hedder 'Borgerne Bestemmer', men indtil videre har kun tre ansøgere valgt at sende en ansøgning.

Fristen er derfor udskudt til 21. juni, og håbet er nu, at flere vil ansøge om de mange penge, der skal fordeles ud over ti lokalområder med 200.000 kroner til hver.

»Vi ved, at der er mange ildsjæle rundt om i byen, der ved, hvordan man kan få det bedste frem i lokalområdet. Når der er en pulje, hjælper det med at få tingene sat i gang,« siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, til tv-stationen.

Nogle lokalområder har allerede fået en økonomisk håndsrækning fra kommunen. Der er blandt andet blevet bygget nogle shelters og et fugleudkigstårn ved Mindelunden i Seden. Det har givet flere besøgende til området.