Hele to københavnske pizzeriaer er i 2025 blandt de bedste i Europa.
Det mener man hos italienske 50 Top Pizza, som hvert år udgiver en anerkendt liste over de 50 bedste pizzasteder på kontinentet og i år har placeret danskere på både 12.- og 23.-pladsen.
12.-pladsen går til Surt i Carlsberg Byen, som bager både napolitanske pizzaer og tykkere, firkantede sicilianske slices til takeaway.
Det er ingen ny ære for den italienske ejer, Giuseppe Oliva, som har kunnet se sit pizzeria på listen hvert år siden 2021. Surt har desuden i flere år været at finde på 50 Top Pizzas måske endnu mere prestigefyldte liste over verdens – og altså ikke bare Europas – bedste.
»Uden tvivl det bedste pizzeria i København,« lyder dommen fra 50 Top Pizza, som blandt andet fremhæver Surts 'Hindsholm'-pizza med pølse fra det lille danske landbrug Hindsholmgrisen.
Stifteren, Oliva, har tidligere svinget pizzaspaden hos Bæst – en anden københavnsk pizzafavorit af dansk-italiensk Christian Puglisi, som blev kåret til Europas 2. bedste og verdens 13. bedste i 2023.
Mens begejstringen for Surt efterhånden næppe kan overraske, har en anden dansk pizzarestaurant, MaMeMi på Mysundsgade på Vesterbro, i år sin debut på listen med en 23.-plads.
Modsat de danske pizzeriaer, som i de senere år har vundet popularitet på at bage bløde napolitanske pizzabunde med høje, luftige skorper, specialiserer MaMeMi sig i romerske pizzaer kendt for deres ultrasprøde skorper.
»Menuen er en blanding af tradition og innovation,« skriver 50 Top Pizza om stedet.
Én af MaMeMis signaturpizzaer er en carbonara-pizza, som er toppet med alle ingredienserne fra den klassiske italienske pastaret.
Det er ikke første gang i år, at der er hæder til den danske pizzascene. I marts kårede Timeout Magazine restauranten Diamond Slice, som på Nørrebro serverer store surdejs-pizzaslice i New Yorker-stil, til verdens 6. bedste blandt 19.
På 1.-pladsen over de bedste europæiske pizzaer finder man hos 50 Top Pizza i år pizzeriaet 'Napoli on the Road' i London.
Undrer man sig over fraværet af pizzeriaer placeret i Italien på listen, skyldes det, at 50 Top Pizza har en separat kategori for disse.

