Spis kun svampe, hvis du er 100 procent sikker på, at de ikke er giftige.
Sådan lyder advarslen fra Aalborg Universitetshospital efter, at to personer er blevet indlagt med svært nyresvigt.
De har begge spist giftige svampe, skriver Nordjyske.
Hospitalet har også udsendt en advarsel på Facebook.
De to indlagte har spist svampen hvælvet gift-slørhat.
Hospitalet oplyser, at begge patienter er i dialyse. Det vil sige, at de er tilkoblet en maskine, som renser deres blod for affaldsstoffer.
Svampen er sjælden i Danmark, men den tilhører en svampefamilie, hvor mange er dødeligt giftige.
Hvis man har spist giftige svampe, kan der gå flere dage, før man får symptomer. De viser sig normalt som opkast, diarré og aftagende nyrefunktion.
I værste tilfælde kan man dø af svampeforgiftning. I andre svære tilfælde kan nyreskaderne blive permanente, så patienterne får behov for livslang dialyse eller en nyretransplantation.


