Mens lyn slog ned flere steder i landet lørdag, var det noget helt andet, der slog ned i det vestjyske.

Nemlig held.

Lørdag aften kunne Danske Spil i hvert fald oplyse, at hele to vestjyder fremover kan kalde sig Lotto-millionærer.

Førstepræmiepuljen var vokset til 30 millioner kroner, og for at kunne indkassere de penge skulle man have syv rigtige vindertal.

Det var der ikke bare én, men to heldige spillere der havde – og begge er fra Vestjylland.

Fordi to personer havde syv rigtige vindertal, bliver præmien delt mellem dem, og de vinder hver 15 millioner kroner.

De nyslåede millionærer har begge købt deres kupon via deres Lotto-plus-abonnement.

Den ene vinder er fra Ringkøbing-Skjern Kommune, mens den anden er fra Holstebro Kommune.

Vestjyderne var dog ikke de eneste, der havde held i spil i denne uge.

Der var nemlig også to vindere af millionærgarantien, hvor man ikke behøver at have et eneste rigtigt vindertal, men blot skal håbe, at ens kupon er én ud af de to, der hver uge bliver udtrukket.

Den ene af vinderne har købt sin kupon i SuperBrugsen i Gedved i Midtjylland. Danske spil har endnu ikke hørt fra denne vinder, så har du købt din kupon i den pågældende SuperBrugsen, er det en god ide at få den tjekket – pronto.

Den anden vinder er fra Odense og har købt sin kupon på nettet. Vedkommende skal derfor ikke foretage sig noget, men bliver kontaktet af Danske Spil.