Lyt til artiklen

Da ordene faldt fra jordemoderen, føltes det som et forfærdeligt deja-vu for Sandie Marie Andersen.

»Din søn har for meget væske i hovedet.«

Og det kan man faktisk også sige, at det på tragisk vis var.

I september 2020 måtte 26-årige Sandie nemlig dødføde sin søn Theodor, der havde så meget væske i hovedet, at hun og kæresten efter utallige samtaler med lægerne havde valgt at afbryde graviditeten.

Og halvandet år efter – i marts 2022 – stod de så over for det samme ubarmhjertige valg, da de efter 20 uger var til en regelmæssig scanning.

Endnu en lille dreng i maven – denne gang Henrik – havde væske i hovedet og en alvorlig blærekomplikation, der resulterede i, at parret kunne læse ét utvetydigt budskab mellem linjerne, når de talte med lægerne:

Afbryd graviditeten for jeres søns skyld.

Og det gjorde de så.

To gange – begge på Holbæk Sygehus – har Sandie altså måttet føde sin døde baby cirka 20 uger for tidligt, og i begge tilfælde har hun af én særlig grund følt sig enormt svigtet af hospitalet.

Sandie Marie Andersen sidder med sit dødfødte barn på stuen på Holbæk Sygehus.
Sandie Marie Andersen sidder med sit dødfødte barn på stuen på Holbæk Sygehus.
Vis mere

Begge gange blev Sandie og kæresten nemlig efter fødslen placeret på en stue på hospitalets barselsgang.

Dér kunne de så ligge og tage afsked med deres dødfødte dreng, mens de kunne høre babygråd i det fjerne.

En oplevelse, som 25-årige Celeste Egede også stod frem med i går, og som en lang række kvinder har kontaktet B.T. med for at dele den.

Alle med ét altoverskyggende budskab:

At det gjorde deres traume endnu værre, når de var tvunget til at forholde sig til glade forældre og grædende babyer.

Som én kvinde beskriver det i en mail til B.T.:

»Det gør ikke smerten eller sorgen over ens eget barn mindre, men det er unødvendig salt i et meget åbent og dybt sår.«

For Sandie og kærestens vedkommende betød det, at de helst undgik at bevæge sig ud på gangen, så de ikke blev eksponeret for det, der faktisk var deres store drøm.

Og én af de få gange, de alligevel gjorde det, endte det også med en ubehagelig oplevelse.

Her mødte de nemlig ét andet tilfældigt par på gangen, der kvitterede med et »tillykke«.

Men så kunne Sandies kæreste med sorg i stemmen fortælle, at de havde mistet deres barn, og at de måtte gå tomhændede hjem.

»Det var jo sødt ment, men det var ekstremt hårdt. Og sådan var det gennem hele forløbet. Jeg lå og skulle falde i søvn til babygråd, og faktisk var jeg mest af alt bare sur på de glade forældre, selvom det ikke var deres skyld,« siger hun.

Sandie Marie Andersen sidder med sit dødfødte barn på stuen på Holbæk Sygehus.
Sandie Marie Andersen sidder med sit dødfødte barn på stuen på Holbæk Sygehus.
Vis mere

B.T. er blevet bombarderet med beretninger fra andre forældre, der har oplevet samme svigt, og det er ikke overraskende.

Det viser sig nemlig, at der kun er ét sted i hele Danmark, hvor man formår at imødekomme forældrenes ønsker om at blive afskærmet fra den drøm, de netop havde fået frataget.

På flere hospitaler har man – viser en række svar fra regionerne til B.T. – særlige stuer og små afsnit til forældre med dødfødte børn, men i alle tilfælde er de placeret på en måde, så man på den ene eller anden måde kommer i kontakt med de lykkelige familier med et lille spædbarn.

På nær Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Her har man nemlig – siden 2011 – haft et særligt afsnit med to stuer, specialiserede jordemødre og vigtigst af alt: en bagudgang, hvor man ikke skal gennem et fødeafsnit eller en barselsgang.

På den måde kan forældrene altså tilbringe tiden op til og efter en dødfødsel i en helt isoleret boble.

Noget, der har skabt megen glæde hos dem, som på tragisk vis har været indlagt på afdelingen.

»Som jordemoder er det faktisk forældre til de døde børn, som jeg får allerflest breve og positiv respons fra, fordi vi har det her tilbud,« fortæller Mathilde Lindh Jørgensen, der er jordemoder på afsnittet.

Hun fortæller også, at der til afsnittet er en gårdhave med et træ, hvor man kan efterlade et minde om det barn, som aldrig nåede at opleve denne verden.

Det betyder også, at man på afsnittet og i gårdhaven kan gå rundt med babyen, uden at den skal være tildækket.

Flere regioner skriver til B.T., at der på flere hospitaler arbejdes på særlige afsnit til formålet, men her presser ét spørgsmål sig på:

Hvorfor først nu?

Mathilde Lindh Jørgensen har et bud.

»Jeg tror, at man er blevet bedre til at anerkende sorgen. Før i tiden handlede det meget om, at man ikke skulle se sit barn efter fødslen og komme videre, men nu har man ændret tankegang, og derfor tror jeg, at vi ser flere særlige afsnit,« siger hun.

Og Sandie er da heller ikke i tvivl om, hvilken betydning det ville have haft, hvis hun ved begge sine dødfødsler var blevet placeret på et afsnit som Skejbys.

»Det havde betydet alt. Det ville have været noget helt andet og en meget bedre måde at bearbejde traumet, hvis man ikke skulle være nervøs for at støde på nybagte forældre eller høre grædende babyer,« siger hun.