Lyt til artiklen

Selvom weekendens Lotto-spil ikke gav nogen milliongevinst via trækningen, så har den alligevel resulteret i to nye, danske millionærer.

De ved det bare ikke endnu.

Derfor opfordrer Danske Spil til, at man tjekker sin Lotto-kupon en ekstra gang – også selvom man ikke vandt hovedgevinsten ved trækningen.

For selvom ingen havde syv rigtige, så er Milliongarantien blevet udløst.

Og det betyder, at to danskere – en fra Fyn og en anden fra Midtjylland – i lommen går rundt med et stykke papir, som er en million værd.

Nærmere bestemt er den ene kupon købt i Kvickly i Svendborg. Her vandt den heldige spiller også 60 kroner på en af de fem spillede rækker.

Den anden nyslåede millionær købte sin kupon hos Løvbjerg i Odder. Også her var der en mindre gevinst på 120 kroner på en af de ti spillede rækker.

Danske Spil håber på at høre fra de to vindere af en million kroner.

Derfor opfordres man til at tjekke sin kupon en ekstra gang, hvis man har været forbi et af de to steder og spille Lotto.

Det kan være, man snart kan kalde sig millionær.