Et kamera i kloakken har vist en noget uheldig virkelighed for bageriejer Nils Schjøtt Nielsen i Aarhus.

Der er nemlig blevet konstateret rotter i 'Fru Nielsens Bageri' i Tordenskjoldsgade. Det har medført en lukning, imens problemet bliver bekæmpet. Det skriver bageriet på Facebook 19. maj.

'Vi har haft kamera i kloakken i går og har destrueret alle vores råvare. Vi er nu i dialog med vores udlejer om at få udbedret de skader som skal til, for at vi kan åbne op igen,' skriver de.

Da Fru Nielsens Bageri leverer bagværk til bageriet på Hammershusvej, har man også måttet lukke det.

Fredag skrev bageriet om situationen:

'Her kommer en opdatering på vores situation: Vi har fået tømt hele bageren for stik og plader. Der kommer et rengøringsfirma som får renset og desinficeret vores bageri.'

Det betyder dog ikke, at de kan åbne endnu. Det er stadig uvist, hvornår de er klar til det.

Fru Nielsens Bageri på Tordenskjoldsgade har ved de seneste fire kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen fået den gladeste smiley, hvorfor den har den såkaldte elitesmiley.

Afdelingen på Hammershusvej fik ved seneste besøg 24. februar den næst-gladeste smiley.

Her var problemet, at en nu tidligere ansat havde håndteret brød uden at have vasket hænder og derfor ikke overholdt gældende procedurer.