Hun havde netop sat tænderne i et stykke pizza, da hun gik i gang med at læse en mail på sin telefon.

Den besked, som mailen overbragte, var lige ved at få hende til at få pizzaen galt i halsen:

»Jeg var jo ved at blive kvalt i den pizza, så jeg måtte lige vise mailen til min mand og spørge, om det kunne passe, eller om der var nogen, der prøvede at snyde os,« fortæller kvinden til Danske Spil.

For i mailen stod der, at hun havde vundet en million kroner gennem Millionærgarantien fra Lotto.

»Normalt står der 50 kroner, så der var da en vis forskel,« griner kvinden, der er i 40erne og fra Aalborg Kommune.

Kvinden, der var på besøg hos noget familie, da det hele skete, skyndte sig derfor at vise mailen til sin mand, som også troede, at den var 'fake'.

For at få det afgjort og finde ud af, om det nu også kunne passe, at hun havde vundet en million kroner, loggede hun derfor ind på sin konto hos Dansk Spil – og der stod ganske rigtigt, at hun nu var blevet millionær.

Hun inviterede derfor de familiemedlemmer, hun var sammen med, på takeaway og rødvin den aften, fortæller hun til Danske Spil, der har udsendt en pressemeddelelse om den heldige vinder.

»Vi ville jo helst have været ude at spise, men det kan man jo ikke i øjeblikket på grund af corona. Desværre,« siger kvinden.

Hun fortæller videre, at hun aldrig før har prøvet at se så mange nuller i plus på deres konto, og sammen med sin mand har hun planer om at forkæle deres to børn.

Dog ved børnene ikke, at deres forældre nu har vundet en million kroner. Og de skal heller ikke vide det:

»Vi ønsker ikke, at nogen, udover vores forældre og nogle andre få familiemedlemmer, skal vide noget om det. Så vi holder det egentlig hemmeligt for børnene for deres egen skyld. Vi synes ikke, det er fair, at de skal gå rundt og passe på med, hvad de siger. Det betyder dog ikke, at vi ikke vil forkæle dem. Vi gør det bare lidt skjult,« forklarer den heldige vinder.

Hun fortæller, at de blandt andet er ved at planlægge en længere rejse i USA, når coronarestriktionerne engang er blevet ophævet igen.