Det er med en negativ coronatest i hånden, at man fra slut marts igen kan hoppe på forlystelser i tivoli.

Danmarks største turistmagnet, Tivoli, åbner igen 27. marts. Det oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse torsdag.

Det bliver i første omgang med et begrænset tidsrum, at man kan indtræde i forlystelseshaven midt i København.

I påskeperioden 27. marts-5. april vil parken være åben fra klokken 11 til klokken 20.

»Vi har vurderet, at indtægtsgrundlaget er størst klokken 11-20, fordi vores restauranter i første omgang er undtaget for genåbningen. Der må kun serveres to-go,« siger Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch.

Efter påske vil man resten af april kun kunne komme på besøg i weekenderne – fra fredag til søndag.

»I al fald indtil landet åbner mere op,« siger Susanne Mørch Koch.

Som gæst skal man på forhånd reservere en tid til besøget, så Tivoli kan holde styr på, at der ikke kommer til at være for lange køer ved indgangen. Det gælder i første omgang i påsken.

»Det er vigtigt for os at åbne op for et trygt Tivoli. Både for gæster og medarbejdere. Det tryggeste, vi kan gøre, er at sikre, at der er plads til mange i Tivoli, bare vi ikke skal derind alle sammen på samme dag og tidspunkt.«

Tivoli håber, at der kommer en genåbningsudsigt, der efter påske gør det nemmere at lukke folk ind til en spontan tur.

Men indtil videre kan reservationerne ud over sikkerheden også være et praj om, hvor meget folk hungrer efter at komme i Tivoli.

»Vi kan sagtens finde på at skrue op for flere åbningsdage og mere åbningstid, hvis der er gæste-efterspørgsel på det. Vi vil hellere end gerne have det Tivoli tilbage, som vi allesammen kender,« siger hun.

Regeringen har besluttet, at gæster skal have en negativ coronatest, før de kan få adgang.

Tivoli kommer til at lave en testfacilitet ved Tivoli i samarbejde med Falck, så det skal blive nemmere for gæsterne, oplyser Susanne Mørch Korch.

Tivoli har været lukket siden 9. december.

/ritzau/