»For det første er der blackface involveret. De bliver gjort til grin. Det er gammeldags satire, men uden at der er noget sjovt over det.«

Sådan lyder det fra Tuba Dawood, som Berlingske har talt med.

Ordene omhandler en illustration, som findes på et jalousi – som er en slags gitter eller afskærmning – i en af Tivolis boder.

Billedet, som er fra 1950'erne, forestiller otte karikerede, brune mennesker. De er tynde, har store øjne og store, røde læber. De står på en række iklædt hvide sjaler, og i midten sidder en hvid konge.

Tuba Dawood bemærkede illustrationen, da hun var til en koncert i Tivoli.

Det fik hende til tasterne med en klage til Tivoli, hvori hun skrev, at det var hende en gåde, at billedet er blevet set bort fra så længe.

Tuba Dawood forklarer til Berlingske, at hun mener, det er problematisk, at Tivoli har sådan et billede hængende, som tegner et idylliseret og romantiseret billede af koloniseringen og slavehandlen.

Tuba Dawood uddyber, at der er »blackface« involveret, og at de bliver til gjort til grin. Hun pointerer, at det er gammeldags satire, men uden der er noget sjovt over det.

Nærbillede af den kritiserede illustration.
Nærbillede af den kritiserede illustration. Foto: Lånt af Instagram-brugeren 'deltidsaraber'
Vis mere

Tivolis pressechef Torben Plank siger til Berlingske, at han er enig i, at det ikke længere hører hjemme i Tivoli. Han forklarer videre, at Tivoli har en lang historie, og at de af og til opdager ting i haven, som tiden er løbet fra.

»Og så synes vi faktisk, at man skal fjerne dem. Det gør vi nu, og det har været planen, siden vi opdagede det,« lyder det fra Torben Plank, som også fortæller, at man har valgt at hyre en kunstner til at male en ny udsmykning, når Tivoli holder lukket mellem halloween og jul.