Tivoli får hug fra flere skuffede gæster: 'Ikke pengene værd'
Skuffede familier kritiserer manglende information om lukkede forlystelser. Nu overvejer flere, om Tivoli er pengene værd.

Skuffede familier kritiserer manglende information om lukkede forlystelser. Nu overvejer flere, om Tivoli er pengene værd.

Utilfredsheden vokser blandt Tivolis gæster.
Flere fortæller til B.T., at de er utilfredse med at have betalt fuld pris, når nu nogle af parkens største forlystelser har været lukkede – uden at de blev informeret på forhånd.
En af dem er Katja Ragnar, der var i Tivoli i lørdags med blandt andre sin mand og deres 12-årige søn.
Til B.T. fortæller hun, at de tre turpas i den grad ikke var pengene værd.
»En del forlystelser var lukkede. Særligt de store som min søn rigtig gerne ville prøve som Mælkevejen, Dæmonen og Monsunen. Så han var skuffet.«
Sidste gang Katja og familien var i Tivoli var dengang, hvor sønnen ikke var stor nok til at prøve eksempelvis Dæmonen. Men det fik han så heller ikke lejlighed til denne gang.

»Jeg synes godt, at de kunne informere bedre om, når forlystelser eksempelvis er lukkede. Nu vælger vi helt sikkert BonBon-Land eller sådan noget næste gang. Det har vi allerede besluttet.«
Katjas søn er ikke den eneste, der de seneste dage har forladt Tivoli skuffet. Det samme gjorde Brian Novaks datter, da de besøgte den populære forlystelsespark midt i København tirsdag.
For far og datter er det efterhånden blevet en fast tradition, at de hver andet år rejser fra deres hjem i Flensborg og til København, sover på hotel og tager i Tivoli.
Det var de også tirsdag.
»Men nærmest halvdelen af de store forlystelser var lukkede. Vi plejer ellers at prøve at se, om vi kan slå rekorden i at prøve Dæmonen flest gange på én dag. Det kunne vi ikke denne gang, for den åbnede først klokken 16, hvorefter vi skulle stå to timer i kø.«
Brian Novak fortæller desuden til B.T., at han ligesom Katja også er utilfreds med manglen på information.
»Vi købte vores billetter online. Der kunne der godt have dukket noget information op. De kunne eventuelt reducere prisen, når nu flere forlystelser er lukket. Så kunne man selv have taget beslutningen om, hvorvidt det er det værd.«
Den skuffede familiefar fortsætter:
»Om to år kommer jeg helt sikkert til at gribe knoglen og ringe til dem og spørge, om forlystelser er lukket eller lignende, inden jeg køber billetter.«
I en skriftlig kommentar til B.T. udtaler Have & Driftsdirektør Kasper Schumacher:
»I Tivoli ønsker vi, at vores gæster går glade fra Tivoli, hvilket de fleste også gør - og derfor er det også ekstra ærgerligt, hvis der er enkelte gæster, hvis forventninger vi ikke lever op til. Det ligger os meget på sinde.«
Han fortsætter:
»Vi er kede af det, da det er et sammenfald af en række omstændigheder, men der arbejdes meget hårdt på at udbedre det. Vi oplevede i går flere sammenfaldende driftsstop på nogle af vores forlystelser, og det beklager vi overfor gæsterne. Der var tale om tekniske udfordringer, som i en periode betød at flere forlystelser i en kort periode var ude af drift samtidig.«
B.T. har tidligere talt med 70-årige Henrik Rudkjøbing, som efter to besøg med lange køer og lukkede forlystelser har droppet en planlagt tur i Tivoli med sine børnebørn på fredag. I stedet går turen til en anden forlystelsespark.