De seneste dage har den ene Tivoli-gæst efter den anden raset over, at flere forlystelser har været lukket ned. 

Nu slår Kasper Schumacher, der er havedirektør i Tivoli, fast at han er »ked af situationen«.

Her ses skiltet ved forlystelsen 'Fatamorgana' i Tivoli.  Foto: Thomas Nørmark Krog

»Vi var i en uheldig situation tirsdag eftermiddag, hvor der var ret mange driftsstop. Vi reagerer med det samme på alle driftsstop, og det ramte nogle gæster uheldigt, og vi arbejder på det yderste på at komme tilbage på sporet,« siger havedirektøren, da B.T. møder ham i den københavnske forlystelsespark. 

Det var dog ikke kun tirsdag, at driftstoppene ramte Tivoli. 

Torsdag har eksempelvis 'Mælkevejen', 'Monsunen' og 'Fatamorgana' været lukket. Og dertil kommer, at 'Dæmonen' var lukket til klokken 16 på grund af ombygning i området, hvor den ligger.

Hvad vil du sige til de folk, der har købt billetter for ret mange penge, og som er utilfredse med ikke at kunne bruge de forlystelser, de gerne ville?

Her ses skiltet ved forlystelsen ved 'Monsunen'. Foto: Thomas Nørmark Krog

»Vi har mange forskellige forlystelser, så der er mange, der nok ikke har oplevet det her, men dem, der har, har vi hjulpet på stedet og tilbudt nogen andre oplevelser. Så jeg håber, at alle er blevet hjulpet, mens de har været her,« siger han

Men kan man få nogen af pengene tilbage, når man kommer ind i Tivoli, og flere forlystelser ikke virker?

»Det vi gør er, at vi forsøger at give gæsterne nogle andre oplevelser og henvise dem til andre forlystelser,« siger Kasper Schumacher og tilføjer:

»Vi har også tilbudt dem nogle spil, men vi hjælper hver gæst individuelt, for det er en individuel oplevelse at være i Tivoli.«

B.T.s reporter har talt med nogle af gæsterne i Tivoli om de lukkede forlystelser:

'Ikke tilfredsstillende'
Kasper Schumacher, kan I ikke blive bedre til at oplyse om, når nogle forlystelser ikke virker?

»Vi opdaterer vores app og hjemmeside med det samme, når vi er klar over, at nogle forlystelser ikke virker, så det kan man følge med i, når man er her, men derfor er det stadig ikke tilfredsstillende.«

Hvor sikker er du på, at det snart stopper med, at forlystelser i Tivoli ikke virker?

»Jamen, det med, at der er teknisk driftstop på en forlystelse eller en sensorfejl, det er ikke helt unormalt, og det kommer der også igen den her sommer, og så reagerer vi selvfølgelig på det, og får det op at køre.«

Så du kan ikke garantere, at alle forlystelserne fra nu af vil fungere resten af sommeren?

»Det tror jeg er svært at gøre. Det er store, teknisk komplekse anlæg, og der er mange småting, der kan reagere, og vi kan som regel fikse det ret hurtigt,« siger han.