Skuespilleren Jamie Lee Curtis har gjort det. Det britiske medie The Guardian lige så. Også den tyske fodboldklub St. Pauli. Samt mange, mange andre.

De er færdige med det sociale medie X, hvor de enten har slettet deres profil eller har sendt den i dvale.

En mindre folkevandring er tilsyneladende i gang. En eksodus som vittige sjæle kalder det – og staver det med 'x'.

Alt sammen sker i protest mod ejeren Elon Musk, og den massive opbakning som han gav USAs nyvalgte præsident Donald Trump. Ikke mindst via X.

Skuespilleren og Oscar-vinderen Jamie Lee Curtis annoncerede sit farvel til X på Instagram sådan her.
Skuespilleren og Oscar-vinderen Jamie Lee Curtis annoncerede sit farvel til X på Instagram sådan her. Screenshot/Instagram

Det sker også som reaktion på den udvikling eller den højreorienterede drejning, som indholdet har taget, siden verdens rigeste mand købte det, der dengang hed Twitter i 2022.

»Den amerikanske valgkamp har bare understreget, hvad vi har tænkt over i lang tid: At X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at bruge den til at forme den politiske retning,« som det lyder i et brev til læserne og de knap 11 millioner følgere på X.

St. Pauli skriver på sin hjemmeside, at det sociale medie har udviklet sig til en »hadmaskine«.

»Racisme og konspirationsteorier får lov til at sprede sig ukontrolleret og uden af blive modificeret.«

Samtidig har The Washington Post op til amerikanske valg kortlagt, hvordan kun republikanske politikere formåede at gå viralt med deres indhold på X. Hvilket de demokratiske politikere ikke gjorde. 

Altså. Der bliver muligvis på en eller anden måde pillet ved de såkaldte algoritmer.

Som den danske journalist Jan Birkemose torsdag skriver i sit ugentlige nyhedsbrev til sine abonnenter, hvor han ligeledes meddeler sit exit.

»X er ikke en neutral platform, og man må som tilhænger af fairness og saglighed gøre op med sig selv, om man har lyst til at være Musks nyttige idiot. Det ønsker jeg ikke længere,« lyder det.

Mange brugere har haft svært ved at acceptere Elon Musks knæfald for Donald Trump.
Mange brugere har haft svært ved at acceptere Elon Musks knæfald for Donald Trump. Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Og de tre udsagn er meget dækkende for en stadig voksende holdning til X.

Det mener Astrid Haug, der er ekspert i sociale medier.

»Det er jo nogle prominente brugere, der har meldt ud, at de dropper X, men endnu er det svært at se på de samlede brugertal, at der skulle være tale om en masseudvandring,« siger hun.

Spørgsmålet er så, om det kunne være begyndelsen på enden på X.

»Jeg tror, at jeg lige vil se tiden an, inden jeg vil gå så langt. Jeg synes før, at vi har haft den dér med, at alle eksempelvis forlader Facebook, og så er vi der stadig,« siger Astrid Haug:

»Men hvis der er flere markante aktører som The Guardian eller store organisationer, der dropper X, fordi det bliver for politisk, så kan det hurtigt gå hen og blive et uinteressant sted at være for almindelige mennesker. For journalister. For politikere. Og så videre.«

Men hvor drager de så hen, dem der vender X ryggen?

Førnævnte Jan Birkemose vil fremover koncentrere sig om LinkedIn, og X eller Twitter har generelt ikke været synderligt stor i Danmark.

Sådan præsenterer The Guardian sit exit fra X – på X.
Sådan præsenterer The Guardian sit exit fra X – på X. Screenshot/X

Mange af de frafaldne brugere har dog skrevet i deres afskedssalutter, at de har oprettet en brugerkonto på Bluesky – der pudsigt nok er skabt af Twitterskaberen Jack Dorsey.

En talskvinde herfra siger til Forbes, at man har fået en million nye brugere fra Nordamerika og Storbritannien siden 4. november, altså dagen inden det amerikanske præsidentvalg.

Samlet set har det relativt nye sociale medie nu over 15 millioner brugere, hvilket er seks millioner mere end i september.

Der er dog stadig langt op til X.

For selvom 115.000 brugere her skulle have lukket deres konti dagen efter præsidentvalget, er der ifølge de seneste tal stadig omkring 250 millioner daglige brugere på verdensplan.

Men fremtiden mangler endnu at vise, hvor attraktivt et sted X kommer til at være for folk, der ønsker en bredere debat med plads til forskellige meninger og ikke kun en ekkokammer.

»Hvis man ser på det amerikanske marked, som jo er det primære marked for X, ser det ud til, at flere på højrefløjen begynder at bruge det. Så måske vil det nok nærmere ændre karakter, og så er der også nogle, der spekulerer i, om Donald Trumps Truth Social vil blive fusioneret med X,« siger Astrid Haug:

»Og lige nu er der ikke noget, som får mig til at tænke, at nu skal jeg tilbage og være superaktiv på X. Og jeg tror også at der er andre, der har det på den måde.«