Nu varer det ikke længe. Sommerens festivaler med musik, samvær og fadøl nærmer sig.

Og i år kan man som deltager på Tinderbox i Odense se frem til, at nye traditioner bliver indført.

Tinderbox udvider nemlig festivalen med en konference, som de kalder Forum.

Forum er tænkt som et tilbagevendende koncept, der skal sætte fokus på klima og bæredygtige løsninger.

Det skriver Odense Kommune, som Tinderbox samarbejder med, i en pressemeddelelse.

»Forum skal være stedet, hvor både erhvervsliv, organisationer og borgere bliver inspireret af hinanden og af nationale og internationale oplægsholdere til at fremme den grønne omstilling,« lyder det i pressemeddelelsen.

Sebastian Mernild, der er klimaprofessor og leder af SDU Climate Cluster på Syddansk Universitet, er en af de oplægsholdere, man kan se frem til på årets konference.

Odense Kommune har et mål om at være klimaneutral senest i 2030, og ifølge kommunen skal Forum være med til at sætte fokus på det mål.

Tinderbox bliver afholdt den 23-25. juli i Tusindårsskoven.