»Når du spørger, hvordan det sidste år har været, så begynder jeg at græde. Ingen fortjener at opleve det her.«

Det fortæller Tina Laurenzia Glochau Karger, der mistede sin mor et år inde i coronapandemien.

Et år, hvor regeringen og restriktioner har defineret vores samvær, hvor vi har skullet holde afstand til hinanden, hvor plejehjemsbeboere har været isoleret på deres værelser, og hudsult har hersket.

»Det har været forfærdeligt. Der var måneder, hvor jeg slet ikke så hende. Jeg bliver ked af det, og mit hjerte bløder. Corona har gjort det meget sværere at miste hende, og jeg føler på en måde, jeg har svigtet hende, fordi jeg ikke har været der og givet hende den kærlighed, jeg gerne ville,« siger Tina Laurenzia Glochau Karger.

»Hun var der for familien – både børn, børnebørn og oldebørn. Hun var den elskede mormor,« fortæller Tina. Foto: Privat
»Hun var der for familien – både børn, børnebørn og oldebørn. Hun var den elskede mormor,« fortæller Tina. Foto: Privat
Vis mere

Gerda Hansen døde 11. februar 2021 tidligt om morgenen.

Nogle uger forinden havde Alzheimeren skubbet hende ud i natten og væk fra plejehjemmet. Hun faldt, brækkede armen og kom sig aldrig over skaderne. Få uger senere gav den 91-årige krop op.

En forfærdelig slutning på et ensomt år, hvor savnet mellem mor og datter voksede sig større og større.

»Under nedlukningen ringede jeg en dag til min mor, og da sagde hun, at hun ikke kom til at dø af corona, men af savn til mig og mine søstre.«

Fra april til juli måtte Tina Laurenzia Glochau Karger ikke besøge sin mor, fordi plejehjemmet var lukket ned af hensyn til coronasmitte. Hun kunne ikke røre sin mor, spise hjemmelavet aftensmad med hende eller se Morten Korch-film, som de plejede et par gange om ugen.

»Hun var altid glad for at se mig og mine søstre. Hun blev altid grådkvalt, når vi skulle gå, og spurgte, om vi ikke blev og sov.«

Tina Laurenzia Glochau Karger kunne kun se sin mor sidde i plejehjemmets døråbning på afstand. Gerda Hansen forstod dog ikke, hvad der foregik. Hun gentog hele tiden, at hun ikke smittede, og at Tina godt måtte komme ind.

Det hele blev kun værre af, at plejehjemmet havde et coronaudbrud, så Gerda Hansen og alle de andre beboere blev isoleret på deres værelser hver for sig.

Tina savner sin mors humør, hendes latter og det at få lov til at kysse og kramme hende. Foto: Privat
Tina savner sin mors humør, hendes latter og det at få lov til at kysse og kramme hende. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg tænkte, nu bliver hun endnu mere ensom. Hun fik ikke fysisk kontakt, hendes hjerne er ikke blevet aktiveret, og hun har bare gået alene på sit værelse. Da de endelig åbnede op for besøg igen, var hendes Alzheimers noget fremskreden.«

Gerda Hansen var ikke længere den samme. Hun havde pludselig svært ved at kende sin datter og spurgte, hvem hun var. Sådan havde det aldrig været før.

Ifølge Tina Laurenzia Glochau Karger er morens hjerne blevet slap under nedlukningen, og hun er overbevist om, det har sat hastigheden for hendes demens op.

»Jeg er sikker på, jeg kunne have haft hende i fire-fem år mere, hvis det ikke var for corona og hendes flugt fra plejehjemmet. Før corona fik hun besøg fire gange om ugen af os døtre, og lige pludselig var der ingen. Og vi forsøgte altid at stimulere hendes Alzheimers og holde hende aktiv med at lægge vasketøj sammen,« siger Tina Laurenzia Glochau Karger.

Gerda Hansen var altid meget taknemmelig, når familien havde besøgt hende på plejehjemmet. Foto: Privat
Gerda Hansen var altid meget taknemmelig, når familien havde besøgt hende på plejehjemmet. Foto: Privat
Vis mere

Tina Laurenzia Glochau Karger ved godt, at det er udefrakommende omstændigheder, der gjorde det hele svært. Men hun vil alligevel ønske, det kunne have været anderledes.

»Jeg vil ønske, jeg kunne have taget min mor med hjem til mig selv, så jeg kunne spille klaver for hende, og børnebørnene kunne komme på besøg. Det gjorde vi før corona. Det var trygt for hende at være i normale omgivelser. Når vi kørte hende retur til plejehjemmet, sagde hun altid, at der boede hun ikke, der ville hun ikke ud.«

Den 18. februar blev Gerda Hansen bisat i Christianskirken i Sønderborg efter at være sovet ind med sine kære ved sin side. Men i coronatider er intet, som det plejer. Ceremonien måtte kun vare 30 minutter, alle skulle bære mundbind, og kun koret måtte synge.

»Vi ville ellers så gerne have sunget 'Du som har tændt millioner af stjerner', for min mor har sat så mange positive fodspor,« siger Tina Laurenzia Glochau Karger.

»Da hun var 61 år, blev hun enke, og derefter gav hun resten af sit liv til familien og børnebørnene. Vi sagde mange gange, at hun skulle finde en ny ven, men det ville hun ikke. Hun sagde, at hun aldrig får far igen,« siger Tina. Foto: Privat.
»Da hun var 61 år, blev hun enke, og derefter gav hun resten af sit liv til familien og børnebørnene. Vi sagde mange gange, at hun skulle finde en ny ven, men det ville hun ikke. Hun sagde, at hun aldrig får far igen,« siger Tina. Foto: Privat.
Vis mere

Det var sørgeligt, men alligevel fik Tina Laurenzia Glochau Karger og familien arrangeret en smuk afsked for Gerda Hansen.

Dagen for bisættelsen var nemlig selvsamme dag, som Gerda Hansen ville have haft 70-års bryllupsdag med sin afdøde mand, Jørgen Rudolf Hansen, og bårebuketten var en efterligning af Gerda Hansens brudebuket med blodrøde roser og hvide fresier.