Tina Aronro med asiatisk herkomst fik noget af et chok, da hun så regningen, efter hun sammen med sine to børn havde spist middag i Madklubben i Aarhus.

På regningen fra Madklubben Aarhus, der er del af kæde på 40 restauranter på tværs af landet, stod der simpelthen 'Skæv Øje'.  

»Jeg havde en skøn og dejlig aften i Madklubbens restaurant i Aarhus sammen med mine to børn for at fejre min datters fødselsdag,« siger Tina Aronro, og tilføjer: 

»Mindet om den aften blev dog fuldstændigt ødelagt på en grim og ubehagelig måde, da jeg for et par dage siden opdagede, at der stod 'Skæv Øje' på regningen.« 

Tina Aronro ringede straks til Madklubben Aarhus for at klage over, at der stod 'Skæv Øje' på regningen. 

»Jeg fik at vide, at det var et 'internt kaldenavn' for ekspedienten,« siger hun.

Men den forklaring mener Tina Aronro ikke, er nogen god undskyldning. 

»Hvis det er et internt kaldenavn, så har Madklubben Aarhus, efter min mening, et kæmpe problem med deres arbejdskultur og omgangstone,« siger Tina Aronro.

Samtidig undrer hun sig over sammenfaldet med, at hun selv har asiatisk udseende. 

»Hvis det er et 'internt kaldenavn', hvorfor fremgår det så på min kvittering? Jeg er af asiatisk oprindelse, og jeg så ikke en eneste asiatisk udseende tjener ved vores bord,« lyder det fra Tina Aronro 

Efter opkaldet til Madklubben Aarhus, hvor Tina Aronro fik at vide, at 'Skæv Øje' var et 'internt kaldenavn', har hun dog fået lov at få pengene for middagen tilbage. 

I en mail til Tina Aronros søn, der havde sendt regningen retur til Madklubben, skriver Thomas Nissen, som er restaurantchef i Madklubben Aarhus, det her:

Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

»Du kan tro, vi har taget det til os, og det er blevet vendt i hele organisationen. Pengene er er sat til overførsel, så du burde modtage dem snarest. De bedste hilsner og ha' det lækkert!« lyder det i mailen fra restaurantchefen. 

B.T. har på mail spurgt Madklubben Aarhus, hvad ledelsen af restauranten mener om, at der står 'Skæv Øje' på regning til kunde med asiatisk herkomst? 

Vi har ligeledes spurgt, om det har nogen konsekvenser for medarbejderen, der har skrevet 'Skæv Øje'?

Kristoffer Gleberg, der er COO i Madklubben, har sendt det her svar på mail: 

»Det er udtryk for utrolig dårlig dømmekraft, at en medarbejder er blevet oprettet i vores kassesystem med et sådant kaldenavn. Det er helt og aldeles beklageligt og uforligneligt med den professionalisme, vi stræber efter i Madklubben,« skriver han, og tilføjer: 

»Vi har efterfølgende gennemgået vores interne procesesser på samtlige af vores restauranter, for at sikre noget tilsvarende ikke kommer til at ske igen.«

Tina Aronro og hendes børn har dog besluttet ikke igen at tage i nogen af Madklubbens restauranter. 

»Vi vælger at stoppe med at komme i deres restaurant, og jeg håber, at de tager en snak med deres medarbejdere om omgangstone, respekt, upassende opførsel og gemmer jeres 'interne kaldenavne' langt, langt væk,« siger hun.