For Tim Jessen handlede det om bare to dage. 48 timer.

»Da jeg så det, tænkte jeg 'det er løgn. Det er simpelthen ikke rigtigt', og så fik jeg lige en klump i maven,« fortæller han.

Men den var god nok.

Præcis den Tesla Model Y, som Tim Jessen netop havde købt og modtaget, var med et fingerknips blevet 74.000 kroner billigere. Det skete i fredags, da Elon Musks elbilsgigant uden varsel bankede priserne på det danske marked voldsomt ned for to varianter. Se nærmere i boksen herunder:

Og så er vi tilbage ved de bare 48 timer, som betyder, at Tim Jessen bare må sluge at have betalt 459.000 kroner for en bil, der nu koster 385.000 kroner.

Han købte sin bil direkte på Teslas hjemmeside – hvilket usædvanligt mange Tesla-købere gør i forhold til andre bilkøbere – og derfor er sådanne handler omfattet af nethandlens almindelige regler om 14 dages fortrydelsesret.

Det vil sige, at fordi Tesla meldte prisnedsættelserne ud i fredags, vil man være omfattet af reglerne, hvis man har modtaget sin Tesla fra 30. december sidste år og frem.

Tim Jessen modtog sin nye Tesla 28. december.

»Det er svært at komme ovenpå igen. Hvis jeg havde købt den for fire-fem måneder siden, havde jeg nok ikke siddet med den følelse. Og havde det været 5.000 eller endda 20.000 kroner, havde jeg nok bare tænkt, at det var da vildt nok, men at det var til at leve med. Men det her er jo næsten 20 procent,« siger han.

Og Tim Jessen er ikke alene.

B.T. er blevet kontaktet af mange andre nylige Tesla-købere, der står i samme frustrerende situation.

Men der er ikke noget at gøre, hvis man har modtaget sin bil før 30. december. Det understreger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM.

Tim Jessen er ikke længere helt så glad for sin Tesla, som da han købte den.
Tim Jessen er ikke længere helt så glad for sin Tesla, som da han købte den. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er virkelig, virkelig ærgerligt. Altså, det kan næsten ikke blive mere ærgerligt. Folk står jo i en situation, hvor de kunne have sparet op mod 130.000 kroner. Det er virkelig uheldigt, men sådan noget kan man ikke forudse,« siger han:

»Men her gælder som med andre varer de 14 dages fortrydelsesret fra den dag, du modtager bilen.«

I Ølstykke har prisnedsættelsen fået Tim Jessen til at se helt anderledes på den hvide Tesla, han var så begejstret for i de første 16 dage.

»Det allerværste er, at jeg går med følelsen af, at jeg ikke er glad for min bil længere. Jeg har følelsen af, at jeg har betalt for meget for noget,« siger han og fortæller:

»Vi var i forvejen lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle gøre det, fordi den lå på grænsen til, om vores økonomi kunne bære det. Så tænkte vi: 'Ej, vi tager sgu chancen, for Tesla har meget godt holdt værdien, så skulle alt gå galt om et års tid eller to, ville man ikke have verdens største tab.«

Også den plan er ramlet, fordi priserne på brugte Teslaer i de pågældende modeller ligeledes står foran et kolossalt dyk. Så man bliver reelt dobbelt ramt som ny køber.

Imens forsøger Tim Jessen at trøste sig med, at det trods alt kun handler om et 'fiktivt tab'. Og at han med tiden bliver glad for sin nye Tesla igen.

Og tålmodighed er også det eneste rigtige middel, lyder rådet fra FDMs Ilyas Dogru.

»Man skal huske, at en bil taber altid værdi i modsætning til eksempelvis et hus, så det handler om at begrænse skaden, og det kan du gøre ved at beholde bilen lidt længere,« siger han:

»Jo længere du beholder, jo mindre bliver tabet. I Danmark beholder man typisk en bil i tre-fire år, men når man har så stort et værditab til at begynde med, tror jeg, at mange vil beholde bilen lidt længere, og så vil tabet blive udlignet med tiden.«