De sociale medier stikker af. Sygeplejerskerne er rasende.

Sådan lyder reaktionen fra fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital Vibeke Bak, da B.T. Aarhus snakker med hende kort efter mandagens pressemøde.

Her bad landets statsminister Mette Frederiksen (S) sygeplejerskerne om at tage en ekstra tørn og holde ud.

»Danmark har igen brug for jer,« sagde hun på pressemødet og tilføjede:

»Jeg beder jeg om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats..«

Men den udmeldelse falder altså slet ikke i god jord.

»Jeg synes, det er ekstremt kluntet. Vi er blevet ignoreret hele sommeren, og nu forventer hun, at vi skal yde en ekstra indsats,« fortæller Vibeke Bak og tilføjer:

»Det er upassende, og vi står tilbage med fortielse. Der kommer uden tvivl et kæmpe pres til det i forvejen kæmpe pres.«

B.T. Aarhus har tidligere fortalt, hvordan sygeplejerskerne har strejket for bedre løn og arbejdsvilkår, og om de massive problemer Aarhus Universitetshospital står over for med blandt andet sygeplejerskemangel.

De manglende sygeplejersker medfører en lang række andre problemer, som kan have fatale konsekvenser for de syge borgere. Herunder blandt andet udskudte operationer og nedlukkede sengepladser.

Den store sygeplejersker mangel har betydet, at de sygeplejersker, der er, har måttet løbe hurtigere og hurtigere.

Det italesættet Mette Frederiksen også på pressemødet mandag.

»Jeg ved, at en del af jer er frustrerede. Ikke bare over løn og arbejdsvilkår, men også over den udvikling I mange steder oplever. At tiden til det, der er vigtigste, er blevet mindre,« fortalte hun, mens hun slog det fast, at hun deler disse bekymringer.

Men Vibeke Bak frygter nu, at pressemødet mandag aften, får bæret til at flyde over.

»Jeg er bekymret for, at nu siger folk op,« siger hun og tilføjer:

»Sygeplejerskerne siger allerede nu nej tak til ekstra vagter, og det vil de blive ved med,« fortæller hun.

 

Andre læser også