Tilliden mellem Dyrby og journalister på B.T. skal genopbygges efter erkendte krænkelser, siger tillidsmand.

Tilliden til chefredaktør på B.T., Michael Dyrby, er dalet efter en dokumentar om kulturen på TV 2, hvor Dyrby før har været chef.

Det er meldingen fra Rasmus Skat Andersen, som er tillidsrepræsentant på B.T.

Dokumentaren kredser meget om flere TV 2-chefer, der har udvist krænkende adfærd.

Tirsdag erkendte Michael Dyrby, at han har haft "upassende forhold" og "har overskredet grænser og udvist virkelig dårlig dømmekraft" i sin tid som chef på TV 2.

Ifølge Rasmus Skat Andersen har Michael Dyrby tidligere onsdag haft et møde med avisens medarbejderforening.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været frustrerende at være journalist på B.T. under hele det her forløb, da vores troværdighed er blevet bombet tilbage, og det er vores chef der har sat os i denne her situation.

- Derfor har tilliden fået et alvorligt knæk, og Dyrby skal nu bevise, at han kan genopbygge den tillid, siger han.

Rasmus Skat Andersen mener ikke, at Michael Dyrby har taget den kultur, som kommer frem i dokumentaren, med sig til B.T.

- Jeg håber selvfølgelig, at hele det her forløb betyder, at vi får en endnu mere åben og mere nærværende chef.

- Men vi har selvfølgelig en lang proces foran os. Det håber jeg er meget tydeligt, at der er meget reparationsarbejde, som vi skal i gang med, siger han.

Michael Dyrby var ansat på TV 2 i flere årtier. Fra midten af 90'erne til 2015 bestred han ledende stillinger, blandt andet som nyhedsdirektør. Han blev ansat som chefredaktør på B.T. i 2018.

Efter at have holdt ferie oven på dokumentaren om sexisme på TV 2 udkom i sidste uge, vendte Michael Dyrby onsdag tilbage til sit arbejde som chefredaktør på B.T.

/ritzau/