Tilde drømte om to levende børn – men da hun fik dem, blev hun ramt hårdere end nogensinde

Da Arthur var kommet til verden, ønskede Tilde Hjermind ikke at få ham op til sig efter fødslen.

LÆS OGSÅ: Da Sine fødte sin engledatter, var der helt stille: "Det var også en glæde at se hende"

For de fleste nybagte mødre er det ellers et helt særligt øjeblik, de ser frem til længe før fødslen.

Men for Tilde vækkede det minder om en aftale, hun havde indgået med lægerne halvandet år tidligere.

LÆS OGSÅ: Hun forvandler afdødes tøj til de fineste bamser, så minderne om dem lever videre

På det tidspunkt var hun gravid i uge 23 med to tvillingedrenge. Chancen for, at de ville overleve den tidligere fødsel, var spinkel. Derfor havde Tilde og lægerne lagt en plan for fødslen.

»Hvis drengene var døende ved fødslen, skulle de lægges op til hende med det samme. Hvis de havde en chance for at overleve, skulle de straks videre til behandling,« fortæller 31-årige Tilde Hjermind.

Tvillingerne blev taget fra hende umiddelbart efter fødslen. Men efter seks og otte dage måtte familien tage afsked med drengene, som de havde navngivet Eddie og Oscar.

Derfor blev mødet med nyfødte Arthur også præget af sorgen over de børn, hun mistede.

»Jeg forbandt dét at få et levende barn op til mig med døden, selvom det ikke var tilfældet her. Det var bare det, mit system fortalte mig.«

I dag er Tilde mor til fire børn. To her på jorden og to i himlen, plejer hun at sige.

Selvom hun er lykkelig over at være mor, har hun haft en svær efterfødselsreaktion, der på mange måder har sat en stopper for den glæde, der ellers ville have fyldt.

I konstant alarmberedskab
To hjerteblink dukkede op på scanningen. Tilde kunne ikke tro, at det lykkedes dem at blive gravide.

»Vi omstillede os hurtigt til, at vi ikke bare skulle have et barn, men to. Jeg blev vant til at høre, at jeg var Tilde, der ventede tvillinger,« fortæller hun.

Graviditeten var hård, men Tilde så frem til livet som mor. Hun forestillede sig at gå nabolaget tyndt med barnevognen, gå til babysalmesang, og at hendes to små drenge ville fylde i hjemmet.

Men i uge 23 begyndte hun at bløde. Selv tænkte Tilde, at hun havde fået noget blærebetændelse, men da lægerne tilså hende på fødemodtagelsen, kunne de se, at hun var gået i for tidlig fødsel. Dér vidste Tilde godt, hvad klokken var slået.

Hun kommer aldrig til at glemme tiden på neonatalafdelingen.

»Hver gang en sygeplejerske eller læge talte til os, hørte jeg ikke, hvad de sagde. Det eneste, jeg kunne høre, var, 'dit barn dør om lidt'.«

»Jeg havde konstant frygten for, at de ikke ville klare den. Angsten og alarmberedskabet, man er i. De alarmer, der lyder, når barnets iltmætning falder, de lød konstant. Det var simpelthen tortur.«

Tilde og hendes mand måtte tage hjem uden børn.

»De var på ingen måde klar til verden. Det var så tydeligt for os, da vi så dem.«

Vi skulle ikke gå i stå
Livet efter fødslen af tvillingerne var sat på standby. Tilde og hendes mand var nærmest lammede og kæmpede med at slukke for det alarmberedskab, de netop havde været i.

Tilde startede i en mødregruppe for kvinder, der havde mistet.

Hun kunne mærke et stik af jalousi, når en af mødrene kom og fortalte, at hun var blevet gravid. Det var hendes største ønske.

»Vi havde lovet Eddie og Oscar, at vores liv ikke skal gå i stå efter dette. Så vi holdte et kæmpe bryllup i sommeren, og dagen efter var der to streger på graviditetstesten.«

Tilde var lettet over, at det lykkedes endnu engang. Men angsten kom samtidig med, at de to streger lyste på graviditetstesten. Derfor startede hun til psykolog.

»Jeg var så bange for, at der ville ske noget under graviditeten – ligesom sidst.«

Et limbo af sorg og efterfødselsreaktion
For to år siden fødte Tilde en rask lille Arthur. Selvom det var fantastisk at få et levende barn med hjem, blev det hårdere, end hun havde regnet med.

»Jeg gik nok med skyklapper på, fordi jeg var så besat af at få et barn, der levede, at jeg ikke tænkte over, hvor hårdt det også ville blive.«

Kort efter fødslen fik Tilde en efterfødselsreaktion. Tilde befandt sig i et limbo mellem sorg og efterfødselsreaktion og var konstant bange for, at Arthur ville komme til skade.

For syv måneder siden fødte Tilde endnu en søn, Felix, og det kickstartede endnu flere katastrofetanker.

»Hvis han græd, så fik jeg voldsomme tanker om, at det var mig, der havde gjort ham fortræd. Jeg kunne også se, at Arthur kom løbende, og så ville der komme en lastbil og køre ham over.«

Når hun så på sine to drenge, kunne hun ikke lade være med at tænke over, hvordan hendes tvillinger mon ville have set ud.

»Når man starter moderskabet med at miste, trækker det bare tråde til alt det, der kommer efterfølgende.«

Tilde kunne ikke se, hvordan hun skulle få tankerne til at stoppe. Det var også svært at finde overskuddet til at søge hjælp.

Føler sig snydt
Men Tilde vidste, at hun var nødt til at gøre noget ved det. Hun opsøgte igen en psykolog og fik også hjælp af en akupunktør til at berolige et nervesystem, der konstant havde været på overarbejde. 

Samtidigt trak familien på deres netværk for at komme igennem den svære tid. Tankerne og følelserne fyldte så meget, at det var svært for Tilde at lade være med at tale om dem – også i mødregruppen.

»De gange jeg forsøgte at starte en samtale omkring det psykiske eller mentale i starten, så har det været svært for dem at være i. Men i dag er det bedre, fordi vi kender hinanden bedre.«

Om halvanden måned er Tildes barsel slut, og hun skal tilbage på arbejde. Selvom det går bedre i dag, er der især én ting, hun sørger over, når hun ser tilbage.

»Jeg føler mig på en måde snydt for en barsel, fordi den skulle have gået med at nyde den lille, fantastiske fyr og hans storebror. I stedet gik den med angst og bekymringer.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv