Mandag morgen kunne elever på flere uddannelsesinstitutioner blive vaccineret i skoletiden.
Men det er synd at sige, at sundhedspersonalet kom på overarbejde på de tre gymnasier i hovedstadsområdet, som TV 2 Lorry besøgte. Det gælder især i Ishøj.
På Next Sydkystens Gymnasium var der kun to elever, som takkede ja til tilbuddet og lod sig vaccinere på pop-up vaccinationsstedet.
»Jeg ville da gerne have haft, at der var nogle flere, når nu vi laver sådan et setup. Men omvendt må man også sige, at hvert et stik tæller, og det var så to, det blev til i Ishøj i denne her omgang,« siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), til TV 2 Lorry.
På Herlev Gymnasium benyttede knap 10 af de i alt 500 elever sig af tilbuddet, mens en håndfuld elever fik et stik på Nærum Gymnasium.
Pop-up vaccinestederne på uddannelsesinstitutionerne er sat op, fordi netop de unge halser noget efter, hvad vaccinetilslutningen angår.
Ifølge Next Sydkystens Gymnasium i Ishøj er omkring en tredjedel af eleverne ikke vaccineret mod covid-19.
Til sammenligning er ni af 10 danskere over 40 år færdigvaccineret eller i gang med et vaccinationsforløb.
Selvom de unge typisk bliver mindre syge efter smitte med covid-19, kan også de få et hårdt forløb.
»Vi skal huske, at de unge kan også få hårde sygdomsforløb med feber, træthed og miste deres smags- og lugtesans. Nogle vil blive ramt af senfølger flere måneder efter. Og så skal vi heller ikke glemme, at et sygdomsforløb sender den unge hjem i isolation, og at de så går glip af fester, samvær med kammeraterne og undervisning,« siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.
Heri oplyser Sundhedsstyrelsen om den landsdækkende kampagne, der er sat i gang for at få flere unge til at påbegynde et vaccineforløb.