Den populære Capri Sun-juice bliver nu tilbagekaldt i tusindvis i USA. Der er ikke tilbagekaldt produkter i Danmark.

Det melder Kraft Heinz, som er virksomheden bag Capri Sun, efter der ved et uheld er sneget sig noget rengøringsmiddel med i varianten 'Wild Cherry'.

Det pågældende produkt sælges ikke i Danmark.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I alt tilbagekalder de 5.760 kasser. Specifikt er der tale om juiceposer, som udløber 25. juni 2023.

Kraft Heinz opdagede fejlen, efter en række forbrugere havde henvendt sig til virksomheden og klagede over juicens smag.

Virksomheden, der har fælles hovedkontorer i Pittsburgh og Chicago fortalte fredag, at de intenst har forsøgt at få juiceposerne væk fra forhandlerne.

Kraft Heinz opfordrer kraftigt til, at man ikke drikker de berørte juiceposer.

I en tidligere version af denne artikel fremgik det ikke, at der udelukkende var tale om juice solgt på det amerikanske marked.