Da Maria delte sin oplevelse, fandt hun ud af, at hun langt fra var den eneste, der var blevet ghostet.
Pludselig ringede telefonen.
Hun blev inviteret til samtale hos virksomheden, som hun kort tid forinden havde søgt en stilling hos. Det var i marts 2025.
Herfra begyndte Maria at forberede sig.
LÆS OGSÅ: Her er 10 spørgsmål, du kan få til din næste jobsamtale
Hun læste op på virksomheden, lavede research til en marketingstrategi, som hun ved samtalen skulle præsentere og rakte ud i sit netværk for at trække på mere viden.
»Jeg var blevet så investeret i det. I processen hypede jeg mere og mere, hvor spændende det kunne være at arbejde der,« fortæller Maria Andreasen.
Samtalen gik godt, og Maria fik ros med på vejen. Nu skulle hun bare vente på svar.
LÆS OGSÅ: Sygeplejersken Khatereh kæmper for at finde fast job:
De ringer onsdag
30-årige Maria Andreasen og hendes mand havde længe gerne villet tættere på familien på Fyn. De var flyttet til Fredericia og planen var, at Maria skulle finde et nyt arbejde, når hun var færdig med barslen med deres andet barn.
Hun havde været jobsøgende siden december 2024 og været til flere gode samtaler i perioden.
»Selvom det ikke fører til et job, kan en samtale være en god oplevelse alligevel.«
Derfor forventede Maria også, at det ville blive et godt forløb med denne virksomhed.
»De havde været vildt professionelle i alt, der ledte op til samtalen. Der var virkelig styr på tingene, og de var enormt grundige i deres mails,« fortæller hun.
Til samtalen fortalte de tilmed, at hun skulle forvente at høre fra dem seneste onsdag – fem dage efter Marias samtale – fordi de havde de sidste samtaler mandag og tirsdag.
»De sagde endda til mig, at de forstod, at det kunne føles som lang tid, når man er jobsøgende, og derfor skulle jeg nok høre noget onsdag.«

Et spinkelt håb
Da onsdag endelig kom, havde Maria konstant telefonen i hånden. Hun tjekkede i løbet af dagen, at den var på lyd, for hun skulle ikke misse det afgørende opkald.
»Det var så spændende, men så gik timerne bare,« fortæller hun.
Pludselig var det blevet eftermiddag efter kontortid, og Maria tænkte, at løbet nok var kørt.
Det blev torsdag. Intet svar. Det blev fredag. Intet.
Det blev onsdag – præcis en uge efter, at Maria var blevet lovet et svar.
»Det kunne jo være, at jeg havde misforstået, så jeg havde et spinkelt håb om, at det stadig kunne lande hos mig.«
Samme dag sendte Maria en mail til virksomheden, hvor hun efterspurgte en form for afklaring omkring stillingen. Men der kom intet svar.
Først tirsdagen efter – 18 dage efter samtalen – fik Maria endelig et svar.
Afslag med feedback og anerkendelse
De havde valgt at gå med en anden kandidat til stillingen. Uden begrundelse for hvorfor det ikke blev Maria.
Maria Andreasen er skuffet over behandlingen fra virksomheden.
»Jeg sad tilbage med følelse af, at jeg var den mest ligegyldige kandidat for dem,« siger Maria og fortsætter:
»Jeg kan sagtens forstå, at man ikke vil give telefonisk afslag til alle, der har søgt jobbet. Men når man har mødt hinanden ansigt til ansigt, bør der være en form for afslutning.«
Maria understreger, at det ikke er selve afslaget, der er problemet. Det er et vilkår, når man er jobsøgende.
En enkelt mail kunne have gjort hele forskellen, fortæller hun.
»Det er svært som jobsøgende at hive sig op ad flere omgange for at komme tilbage på hesten. Det at få et pænt afslag er så vigtigt. Man kan få brugbar feedback og anerkendelse for de kræfter, man har lagt i at komme forberedt til samtale.«
Et budskab til arbejdsgivere
Ovenpå den dårlige oplevelse havde Maria en følelse af at stå helt alene. Hun besluttede sig for at dele sin oplevelse på LinkedIn.
Opslaget har fået 3.142 reaktioner og cirka 185.000 visninger. Folk deler lignende oplevelser med Maria i kommentarerne og i private beskeder.
Selvom opslaget er tre uger gammelt, lever det stadig, og hun modtager dagligt nye reaktioner.
»Det er meget overvældende, og jeg har brugt timevis på at svare alle, der har skrevet til mig.«
Hun håber på, at hun med sit opslag kan lægge op til mere eftertanke hos arbejdsgiverne, når de står over for at rekruttere en ny medarbejder.
»Jeg er rystet over, at det sker så mange steder. Det er fedt, at der er så mange, som har lyst til at dele det og lave et opråb om, at det ikke er i orden,« siger Maria og fortsætter:
»Hvis der bare er en, der sidder i en rekrutterende stilling, som måske tænker en ekstra gang over det her, så har vi alle sammen rykket et eller andet.«
