Hvis ens barn eller teenager gør brug af det sociale medie TikTok, så kan det være en god idé at læse med nu.
For i øjeblikket florerer der en række videoer på det sociale medie af, hvordan man laver hjemmelavede syrebomber, skriver TV 2.
I starten af 2024 kunne Jyllands-Posten endda meddele, at man i flere danske kommuner havde oplevet, at skolebørn havde lavet syrebomber.
Ifølge forperson for Medierådet for Børn og Unge, Miriam Michaelsen, inspireres børn og unge af skadelige TikTok-trends grundet manglende konsekvensberegning.
»Ligesom med videoer, hvor unge holder vejret så længe, at de besvimer, er også de her videoer skadende,« siger Miriam Michaelsen til TV 2 og fortsætter:
»Børn og unge er kognitivt underudviklede og forstår ikke konsekvensen af deres handlinger på samme måde som voksne.«
Derfor opfordrer hun kraftigt til, at TikTok bør fjerne indholdet, hvis børn skal gøre brug af platformen. Hvis ikke indholdet fjernes, så mener hun ikke, at børn bør gøre brug af mediet.
TV 2 beretter, at de videoer, som mediet har gennemgået, primært kommer fra udlandet. B.T. er ikke selv stødt på videoer af syrebomber på sociale medier.

