Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt var i sit bidske hjørne, da han i sidste uge deltog i et seminar i Göteborg.

Her tordnede den tidligere partileder for det liberal-konservative parti Moderaterne over Danmarks nyindførte grænsekontrol mod Sverige. Det skriver Nyheter Idag.

»Det er den slags 'dem-vs-os'-tankegang, der styrer hele verden i øjeblikket. Det er livsfarligt og vil kun skabe nye krige,« rasede han blandt andet i et interview med journalisten Lennart Persson.

Interviewet med Fredrik Reinfeldt blev optaget af en anden journalist ved navn Mattias Albinsson, som efterfølgende delte videoen på Twitter.

I videoen kan man blandt andet høre den tidligere statsminister sige, at danskerne mangler tillid, og at den manglende tillid vil medføre mere kontrol. En tankegang, der altså - ifølge ham - vil skabe nye krige.

»Det er den slags, danskerne gør nu,« siger han og fortsætter:

»Jeg så i fjernsynet i går, at danskerne er stolte, for endelig skal de kontrollere alle svenskere. Det er næsten som om, vi kollektivt er blevet vanvittige i Sverige og derfor ikke må slippes ind i Danmark, for så bliver Danmark smittet.«

Grænsekontrollen er en del af regeringens sikkerhedspakke, der skal forhindre kriminelle bander i at bevæge sig frit mellem Sverige og Danmark. Den blev indført 12. november og - indtil videre - seks måneder frem.

(ARKIVFOTO) Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt er bestemt ikke begejstret for, at Danmark har indført grænsekontrol mod Sverige.
(ARKIVFOTO) Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt er bestemt ikke begejstret for, at Danmark har indført grænsekontrol mod Sverige. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Den midlertidige grænsekontrol sker i kølvandet på de mange eksplosioner i hovedstaden.

I tilfældet ved Skattestyrelsen i august er to svenske statsborgere nemlig siden blevet anholdt og varetægtsfængslet.

»Vi vil ikke finde os i at kriminelle bander placerer bomber eller skyder på gaden,« sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde i oktober, hvor regeringen annoncerede grænsekontrollen.

Danskere på vej til Sverige er i øvrigt siden 2015 blevet mødt med et krav om at vise ID, da den svenske regering indførte grænsekontrol mod Danmark i forbindelse med flygtningekrisen.