Lars Elstrøm, tidligere nyhedsvært og skuespiller, er død.

Han blev 66 år efter et mangeårigt sygdomsforløb, skriver TV2 Nord.

Siden 1989 var Lars Elstrøm et velkendt ansigt i Nordjylland. Han var nemlig med, dengang TV2 Nord sendte sine regionale nyhedsudsendelser for første gang. Han producerede også julekalenderen 'Ras og Juliane' - også til TV2 Nord.

Ved siden af ovenstående job var han også skuespiller.

Han medvirkede blandt andet i filmen 'Mord i Paradis' fra 1988, i Nykøbing Falster Revyen i 1991 samt en række teaterforestillinger i Malaga i Spanien.

Men i 1992 fik Lars Elstrøm sclerose.

Og trods ihærdige forsøg på at fortsætte sit arbejde hos TV2 Nord sagde Lars Elstrøm sit job op, hvorefter han og manden Henrik Hagensen flyttede til Spanien på grund af varmen, som fungerede bedre for Lars Elstrøms helbred.

I 2017 flyttede Lars Elstrøm tilbage til Danmark, hvor han, sammen med sin mand, boede indtil sin død.