Bestyrelsesmedlem i Fonden Roskilde Festival og tidligere administrerende direktør for spillestedet Vega Steen Jørgensen er død.

Det skriver Roskilde Festival i et opslag på LinkedIn.

- Steen var en sand ildsjæl, han bar om nogen Roskilde Festival og festivalens værdier i hjertet, lyder det i opslaget.

Steen Jørgensen blev 68 år, skriver Sjællandske Nyheder.

Han trådte ind i bestyrelsen i Fonden Roskilde Festival i 2010, og hans nuværende periode stod til at udløbe i 2026.

Fonden Roskilde Festival er en del af Roskilde Festival Gruppen. Det samme er Foreningen Roskilde Festival, som hvert år arrangerer begivenheden Roskilde Festival.

Fonden har til formål at støtte humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde med særlig fokus på børn og unge.

Steen Jørgensen har tidligere været formand for Foreningen Roskilde Festival.

Indtil i sommer var han administrerende direktør for Vega. Herefter overtog tidligere programchef på Roskilde Festival Anders Wahrén posten.

På Steen Jørgensens egen LinkedIn-profil skriver familien, at han døde søndag efter et kort og aggressivt kræftforløb.

- Vi ved, at han var vellidt, respekteret og enormt dygtig til sit arbejde gennem fire årtier, og vi tvivler ikke på, at han har gjort en stor forskel for musikken, kulturen og de mennesker, han arbejdede sammen med, skriver familien.

Steen Jørgensen efterlader sig sin hustru, bror, fem døtre, svigersønner og syv børnebørn.

/ritzau/