Thyge Stenstrup var ansat i DR i mere end 40 år og var blandt andet medvirkende til pigekorets store succes.

Tidligere programchef i Danmarks Radio Thyge Stenstrup er død, 79 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce, som Berlingske bringer i lørdagens avis.

Thyge Stenstrup afgik ved døden 5. august, oplyses det i dødsannoncen.

Med en karriere på mere end 40 år i DR blev Thyge Stenstrup en af det nationale public service-selskabs mest markante stemmer.

Det skrev Berlingske i 2015 i et fødselsdagsportræt, da Thyge Stenstrup blev 75 år.

Han var oprindeligt uddannet lærer og havde desuden studeret på Danmarks Tekniske Højskole.

Men efter at han havde begået sig i radioverdenen om naturvidenskabelige emner, fik han smag for radiomediet og tog springet til journalistik som freelancejournalist.

Han blev siden hen fastansat på Radioavisen, og i 1967 blev han programsekretær i kultur og aktualitetsafdelingen.

I 1983 satte han sig i chefstolen på Københavns Radio, hvor han samtidig overtog ansvaret for Danmarks Radios Pigekor.

Ifølge Jyllands-Posten havde han en stor del af æren for, at pigekoret i den periode blev profileret kraftigt. I de år opnåede koret stor popularitet i både ind- og udland.

Da Thyge Stenstrup i 1999 stoppede som programchef for Københavns Radio blev han tilknyttet programproduktionen.

Han stod for flere populære forbrugermagasiner, såsom "Gode råd er gratis", "Værd at vide om vin" og "RadioAdvokaterne".

Thyge Stenstrup var ifølge Berlingske stærkt interesseret i det danske sprog.

I løbet af sin karriere var han blandt andet medstifter af Modersmål-Selskabet, han var DR's medlem af Dansk Sprognævn, og han var i en række år formand for bedømmelseskomitéen for Danmarks Radios Sprogpris.

Thyge Stenstrup var gift med Brita Stenstrup, tidligere redaktør på Berlingske.

/ritzau/