Den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er mildest talt chokeret.

Chokeret over, at den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, torsdag udkommer med en indtil nu hemmelig bog.

Det siger han til B.T.

»Det er særdeles opsigtsvækkende. Hele situationen er jo opsigtsvækkende, men at der udkommer en bog, der kan belyse sagen. Det er jo vildt.«

Hans Jørgen Bonnichsen.
Hans Jørgen Bonnichsen. Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

»Nu følger jeg rigtig meget med, og jeg mindes ikke noget lignende nogensinde. Det er danmarkshistorie, næsten verdenshistorie, og næsten uden for fiktionens rækkevidde,« tilføjer han.

Lars Findsen er tiltalt for at have røbet statshemmeligheder og videregivet fortrolige oplysninger.

Han er tiltalt for at have røbet hemmelighederne over for både journalister og privatpersoner. I alt skal han have lækket informationer til seks forskellige personer.

Han blev anholdt i december 2021 i Københavns Lufthavn – og efterfølgende sad han varetægtsfængslet frem til 17. februar i år.

Lars Findsen.
Lars Findsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Lars Findsen, der har været hjemsendt siden 2020, nægter sig skyldig i anklagerne mod sig.

Anholdelsen og fængselsopholdet er noget af det, som bogen, 'Spionchefen – erindringer fra celle 18', indeholder beretninger om. Angivelig fortæller han også om sin tid i spidsen for både Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ifølge Jyllands-Posten indeholder bogen passager om, at PET forsøgte at lave en aftale med Lars Findsen.

»De (to PET-personer, red.) siger, at anklagemyndigheden måske vil se på min sag med mildere øjne på to betingelser: At jeg tilstår noget, og at jeg fortæller, hvem pressen har som kilder i PET,« siger han ifølge Jyllands-Posten i bogen.

»Det kan muligvis også få indflydelse på, om du skal fremstilles i grundlovsforhør,« sagde de to personer ifølge Lars Findsen.

Der har ikke været noget omtale af den førnævnte bog før nu.