»Der er desværre altid kvinder, som er villige til at slå en genvej mod toppen.«

Sådan lyder det fra Kristendemokraternes tidligere formand, Stig Grenov, der kommenterer på sit tweet til B.T.

'Alle mænd skal opføre sig ordentligt, og ingen kvinder skal bruge deres krop med den ene hensigt at få magt.'

Det skriver han på Twitter, hvor han samtidig langer ud efter Mette Frederiksen.

I tweetet, som han nu senere har slettet, slutter han af med 'Mette sidder på magtens tinde i dag og med hashtagget #sexismevirker og et ældre billede af Mette Frederiksen uden tøj på overkroppen stående bag ved noget.

Så du siger i dit tweet, at Mette Frederiksen er med til at 'slå en genvej mod toppen' med det billede?

»Jeg kan forstå på kommentarsporet, at Mette Frederiksen har forsøgt at fjerne det billede. Hvis Mette Frederiksen gerne vil af med det billede, så må det jo være, fordi hun har fortrudt det.«

Du skriver, at Mette Frederiksen sidder på magtens tinde i dag og laver et hashtag, der hedder 'Sexisme virker', er det så ikke lidt at sige, at Mette Frederiksen har 'udøvet' sexisme for at være på den plads, hun er på i dag?

»Det er et eksempel på, at det var det første skridt, man tog. Nu er hun nok knap så stolt af det, men ikke desto mindre, så var det starten og en form for blikfang for at blive en del af politik.«

Har du andre eksempler, hvor du mener, at der er tale om det samme?

»Mette Frederiksen er jo ikke alene, jeg kan nævne flere eksempler. Blandt andet Pernille Vermund, så hvis man bruger sin seksualitet til at komme i medierne, så er det også en måde at opnå omtale og komme ind og få magt.«

Efter B.T.s interview med Stig Grenov tirsdag, har han slettet sit oprindelige tweet med beskyldningerne mod Mette Frederiksen.

Herefter har han kopieret den oprindelige tekst og lavet et fuldstændig identisk tweet – bare med Pernille Vermund.

Begge tweets har skabt røre i kommentarfeltet på Twitter, hvor mange er sure over hans kommentar, mens Pernille Vermund griner af hans tweet, der indeholder et billede af Pernille Vermund i bikini og med en kommentar om, at hun har benyttet sig af sexisme for at nå toppen.

»Jeg har altid været i bikini på stranden om sommeren, og hvis man opnåede politisk magt ved bikini-billeder, så havde det været meget nemmere at komme i politik,« fortæller Pernille Vermund, der ikke kan se meningen med tweetet.

Tirsdag aften har Stig Grenov dog også fjernet sit tweet om Pernille Vermund med ordene:

'Beklager, men denne debat er helt afsporet og lever efterhånden sit eget liv. Jeg fjerner opslagene. Hav en dejlig aften.'

Den nuværende formand, Isabella Arendt understreger også overfor B.T. at Stig Grenovs udtalelser stå for egen regning, og Kristendemokraterne ikke deler hans holdning.

Stig Grenov har tidligere oplevet at sætte gang i en heftig debat. Tilbage i 2019 trak han en abort-holdning i land som følge af mange vrede henvendelser.

Twitter lød det dengang fra Stig Grenov:

'Kære venner. Jeg skrev et dumt tweet før i dag, som jeg har slettet. Det var ikke rettet mod mennesker, men i frustration mod alle dem, der bliver ved med at tro det værste om KDs intentioner. Det er ikke KD-politik at træde på vores medmennesker. Sorry.'